Like a boss

Der sker så meget hele tiden, at jeg helt glemte at fortælle om en sjov aktivitet i mandags. Malene, Malthe og jeg tog nemlig med Christina om aftenen og slog os løs som små dansemus. Vi tog simpelthen et nybegynderhold i ..... Nøj, hvor er det sjovt! En forholdsvis simpel dans, som derfor er rimelig nem at lære og vi dansede da i lidt over en time. Man skiftede konstant partner, som alle var øvede og fik dermed både ros og tips med på vejen.

Nå, men det blev altså torsdag. Endnu en skoledag. Denne gang skulle vi på udflugt idet vi skulle meditere i naturen. Vi vandrede omkring 6 km via en hyggeligt bjerg/skov sti til et fint roligt strandområde. Her skulle vi lave flere forskellige meditationsøvelser. Området var virkelig smukt og det var ret beroligende at lytte til havets bølger. Dermed ikke sagt, at meditation er nemt, for det er det virkelig ikke.

Malthe og jeg smuttede før tid fra undervisningen, eftersom vi skulle kaste os ud i vores første bungy jump - sammen! At hoppe ud fra en bro i 43 meters højde ned mod en flod er noget af det vildeste. Så er det ligemeget, om du har en ved siden af dig (som i mit tilfælde) eller ej. Sikke et sus! Jeg tror, at jeg grinte mig igennem det hele, mens Malthe havde krise. 

Så blev det fredag morgen og dermed næsten weekend. I skolen skulle vi arbejde med skyggesider. Herunder både de lyse og de mørke. Ret interessant. Timen tog dog en noget voldsom drejning, da der pludselig skulle tales om værste oplevelser. Isabel og jeg skulle tusses klokken 10, hvilket, set i bakspejlet, var meget godt planlagt. Vi sprang i hvert fald let og elegant over den ellers meget intense del af undervisningen.

Skitsen til Isabels tatovering var endnu ikke færdig da vi kom og eftersom vi ikke havde spist det helt store festmåltid til morgen, blev vi bedt om at gå ud i finde os noget mad. Vi endte med at snuppe en muffin og en mochacino - morning tea break, jeg er stadig stor fan!

Da vi kom tilbage til shoppen, var tatoveringer færdig. Ud fra Isas ansigtsudtryk var den bedre end forventet og jeg må da indrømme, at den er virkelig smuk. Remi (tatovøren) havde designet et utrolig fint og feminint kors med tre realistiske orkideer. Så flot. 

Jeg var den første, der skulle under nålen. Jeg skulle have lavet to. Vi startede med den bag mit højre øre, som forestiller Simba fra Løvernes Konge. Jeg havde forventet, at smerten ville være betydeligt værre, så jeg var positivt overrasket, da det nærmest kildede. Derefter skulle den på håndledet laves. Det er nok den tatovering, som har gjort mest ondt på mig, men hold kæft, hvor er jeg glad for den.

Derefter var det Isas tur. Hendes tog små to timer at få lavet. Hun var vildt sej, men der blev da skåret lidt ansigter en gang imellem. Hvilket er forståeligt nok taget i betragtning af hvor meget hun egentlig blødte. Remi blev nærmest bekymret for hende. Men som sagt, så var hun fandens sej.

Mens Isa var under nålen, kom Søs med til os med moralsk opbakning. Rigtig sødt. Da det værste var overstået tog vi på Winnies og spiste frokost inden vi smuttede hjem og slappede af.

Om aftenen havde vi planlagt afskedsfest for VATZ. Vi havde lejet Hubben og arrangeret lidt forskellig underholdning inden turen gik videre i byen. Isabel, Cecillie, Søs og jeg endte med at blive hjemme. Isabel og jeg måtte ikke drikke på grund af tatoveringerne og de andre ville hellere hygge med os derhjemme, fordi vi er så fandens dejlige. Vi endte med at sætte en god tøsefilm på og så havde Cecillie ellers købt lidt lækkert ind, som vi kunne hygge med. Jubiii.

Omkring klokken midnat, hvor vi skal til at gå i seng, kommer Rix og Rikke W. hjem. Rikke W. er så fuld, at hun ikke selv kan gå og Rix har derfor fulgt hende hjem og hjalp hende samtidig også med at få nattøj på og efterfølgende smidt i seng. Og jeg må sige, at Rikke W. er noget af det sjoveste, (også) når hun er fuld. Vi fik simpelthen skæld ud for at snurre værelset rundt. Undskyld, my bad. Det var da også tarveligt af os sådan at snurre værelset rundt om hende, når nu hun var så fuld og ikke havde det helt fantastisk. 

Pludselig vader Jacob ind i sengen og spørger os, hvor de popcorn er, som hele huset dufter af, hvorefter han kaster sig ned i min seng. Han ender dog med at lægge sig ned på gulvet og i sin brandert lykkes det ham at få sit tøj halvt af. Han prøvede også at kravle under sengen, da vi pænt fortalte ham, at han ikke kunne sove på gulvet. Det kunne han så og ham og Rikke W. begyndte at snorke om kap. Fedt. Virkelig fedt.

Lørdag var store kagedag for mit vedkommende. Jeg havde lovet at være Cake Boss og sørge for, at der blev bagt kage til når Jorden Rundt holdet ankom. De er 21 på holdet, hvoraf to af dem er drenge. Jeg fik hjælp fra Cecillie, Isabel og Søs til at få handlet ind og bagt alle kagerne. Sammen fik vi lavet 5 forskellige kager, hvoraf der var to af den ene, så der dermed var 6 kager i alt.

Vi fik både bagt chokoladekage med både hvid og mørk chokolade samt kakaoglasur (se billedet ovenfor), traditionel drømmekage, banankage med kakaoglasur (se billedet nedenfor), to æbletærter med kanel og en lagkage. Æbletærten havde Cecillie lavet til Unit R tidligere på ugen og tro mig, når jeg siger, at den er god. Virkelig god. Min Daddy ville dog ikke være enig, men den er altså virkelig lækker. 

En af pigerne fra det andet hold ved navn Amalie - smukt! - fyldte 21 og vi havde derfor lavet hindbærlagkage med hjemmebagte lagkagebunde og hvid chokolade. Mums. Vi lavede en rigtig prinsesselagkage med lyserød hindbærglasur og hvid chokolade rundt i kanten. Derudover havde vi da købt noget fint shiny noget med glimmer til at skrive på kagerne. Der var ikke et øje tørt. 

Kagerne faldt i god jord og blev rost til skyerne. Amalie blev især glad for sin lagkage - den var næsten, som den hun normalt får derhjemme. Vi er også blevet bedt om at sørge for lagkage til Mies fødselsdag på tirsdag, så noget må vi have gjort rigtigt. Lækkert. Anne var heller ikke helt afvisende ved tanken om, at vi også lavede lagkage til hende på hendes fødselsdag den 14. april, så nu må vi se.

Søndagen stod på shopping, så jeg har om muligt overfyldt min kuffert endnu mere. Jeg får virkelig et problem, når vi skal rejse fra Queenstown. Bliver simpelthen nødt til at finde de største og fineste dådyrøjne frem og score mig lidt plads i drengenes kufferter. Man kan jo håbe. 

Aftenen brugte vi på at se Noah i biografen. Endnu en skuffelse. Den er dog ikke lige så dårligt som American Hustle. Dog er ingen af dem værd at tage i biografen for at se. Den første fjerdedel af filmen var umiddelbart meget god. Derefter gik det så bare ned ad bakke. Meget ned. Filmen var virkelig langtrukken. En skam, når den ellers startede godt, men sådan er det jo. Måske vi bare skulle lade være med at gå i biografen hernede. Bortset fra Divergent - den skal ses! Glæder mig. 

Lots of love ♥♥♥

Back in school

Tidligt op og i skole. Denne gang står den på kommunikation og personlig udvikling. Et forløb, der strækker sig over de næste femten hverdage. Vores underviser hedder Pia og jeg skal lige love for, at der er energi og glade dage over hende. Altid godt med positiv energi.

Størstedelen af tiden blev brugt på en introduktion af hvad vores undervisning vil bestå af, Pia og hvem vi er som personer. Yderligere begyndte vi på vores livshjul og nedskrev dermed nogle af de vigtigste ting i vores liv samt det vi bruger vores mentale tid på.

Efter skole stod den endnu en gang på afslapning. Malthe og jeg endte med at sidde og sige mærkelige lyde til hinanden, hvilket var yderst komisk og virkelig underholdende. Rikke W. og Rix endte da også med at deltage i legen og dermed bidrage med nogle sjove lyde. Man har jo kun den sjov, man selv laver. 

Derefter stod den på festudvalgsmøde. Her planlagde vi en afskedsfest for VATZ på fredag, idet de rejser videre nordpå på lørdag. Vi har valgt at keep it casual, da det andet hold formentlig har pakket det meste ned til denne tid. Temaer er sjovest, når de er gennemført!

Endnu en skoledag. Denne gang lidt mere seriøst end introduktionen i går. Vi fuldendte vores livshjul og begyndte at fokusere på vores kerneværdier. Både de værdier, som vi har levet efter indtil nu, og de værdier, som vi ønsker at leve efter fremover.

Eftermiddagen blev igen brugt på afslapning (surprise!) og jeg var et smut nede på en af tattoo salonerne i byen sammen med Isabel. Om aftenen hyggede vi i huset og så Kung Fu Panda. Jeg tror seriøst aldrig, at den film bliver kedelig - den er stadig møg sjov. 

I dag, onsdag, vågnede vi op til isnende kulde i hele Unit R. Der var en temperatur på lige over frysepunktet, omkring 1-2 grader for at være lidt mere præcis. Dette gjorde det ikke ligefrem nemmere at stå op og forlade sin seng og dyne. Varmeanlæget virker vist ikke helt optimalt....

I skolen skulle vi formulere vores vision for livet samt nogle mål hertil, så visionen bliver lettere at leve og stræbe efter. Til slut skulle vi lave nogle visionboards ud fra magasin udklip, der illustrerede både vores vision og vores kerneværdier. Emilies visionboard var klart blandt mine favoritter (se billedet ovenfor). 

Da vi fik fri gik Isabel og jeg endnu en gang ned til tattoo salonen. Her fik vi nogle priser på tattoos - helt ok! Derefter smuttede jeg med nogle af de andre hen for at handle ind til aftensmad bestående af pasta med kødsovs. Kreativiteten vil simpelthen ingen ende tage!!

Cecillie havde været så sød at bage æbletærte til Unit R til dessert. Derudover havde Jacob sørget for varm kakao. Vildt lækkert. Daddy ville nok ikke bryde sig om tærten, da den indeholdt kanel, men den var altså overraskende god. Jeg bukker og takker mange gange. 

Efter både hovedret og dessert gav Rikke W. og jeg os til at bage pølsehorn til madpakken i morgen. Vi skal nemlig ud at hike og spiser derfor ikke hjemme til frokost. Vi er virkelig aktive og hyggelige i vores hus hvad angår diverse aktiviteter i fællesrummet. Vildt fedt!

Isabel kom også forbi fra P1 og hyggede lidt med. Vi snakkede blandt andet om Isabels nuværende og kommende tatoveringer og betydningen af disse. Det endte med at vi sad fem piger med tårer trillende ned af kinderne. Skide godt. Det skal så tilføjes, at Isabel ikke var én af de fem. Crazy shit. Jeg tror virkelig, at den undervisning river op i noget indeni os allesammen. Det er næsten skræmmende så let folk har til tårer disse dage. Det er blevet virkelig dybt og vi kommer utrolig tæt på hinanden.

Lots of love ♥♥♥

Queenstown

Som sagt er vi ankommet til verdens adventure hovedstad Queenstown. Se en kort video over transportruten her. Vi skal bo på Pinewood Lodge de kommende fire uger. Jeg bor i hus R og deler værelse med Rix og Rikke W. Vi har intet spejl på værelset, hvilket der er rimelig stor krise over, men til gengæld har vi en ekstra seng og alt for lidt skabsplads. 

Torsdag aften havde VATZ-holdet arrangeret en velkomstmiddag/fest for os. Temaet var Black and White. Jeg kom en smule for sent, da jeg som tidligere nævnt lige skulle et smut til lægen. Der var arrangeret forskellige konkurrencer og stemningen var i top. Natten brugte vi på Winnies. En bar som vores to ledere anbefalede. Formentlig fordi der var konkurrencer, hvor man kunne vinde forskellige aktiviteter. Herunder partyboat og diverse ekstremsports.

Vi skulle forholdvis tidligt op fredag idet vi skulle introduceres for de forskellige agenter og lignende i byen. Da møderne var færdige smuttede vi må stranden. Eller i hvert fald det tætteste vi kommer på en strand i Queenstown: en masse små sten placeret ved siden af parken, som går ned til vandet. Det fungerer.

Bonus: Jeg har modtaget en pakke fra dem derhjemme. Jubii. Fantastisk overraskelse. Pakken indeholdt blandt andet lidt slik, chokolade samt to fødselsdagskort og en lille gave - der altsammen først må åbnes på min fødselsdag..... Typisk, men stadig alt for lækkert. 1000 tak!

Jeg blev smidt tidligt i seng fredag, da jeg fik det rigtig dårligt af de piller, som jeg skulle tage på grund af smerterne i min hånd. Typisk. Hele min krop begyndte at ryste ustyrligt og jeg fik en grum omgang kvalme. Igen var alle rigtig søde og hjælpsomme. Godnat til Amalie.

På toppen og fyldt med energi lørdag. Klar til skydive. At springe ud fra et fly i 15000 fods højde virkede på daværende tidspunkt ikke som en helt tosset idé. Standard lørdag. Det var dog noget andet, da man endelig sad i flyet og så de andre forsvinde ud af døren og ned mod jorden i fuld fart. Ét minuts frit fald inden faldskærmen blev udløst. Sikke en oplevelse. Jeg kunne gøre det igen og igen. Måske fordi jeg egentlig ikke gjorde noget, andet end sidde fastspændt til manden bag mig. 

Efter lørdagens adrenalinkick trængte vi til en dag med afslapning. Vi holdte derfor søndagen hellig og tilbragte vores hviledag på stranden, mens nogle af de andre fra holdet var ude at skydive. Jeg misundte dem lidt til trods for at jeg jo kastede mig ud fra et fly dagen forinden. Nok noget af det skøreste jeg har gjort egentlig. Mama og Daddy må være stolte af deres lille datter(?!).

Lots of love ♥♥♥

West coast

Beklager den lange ventetid, men det har været svært at finde tid til det hele under vores rundrejse. Vi har oplevet en masse, så her kommer der et af de længere. Enjoy!

Søndag var som tidligere nævnt dagen, hvor den varslede tyfon skulle ramme. Jeg vil dog vove den påstand, at det blæste mere lørdag aften og søndagen bestod hovedsageligt af regn. Cecillie og jeg trodsede dog regnen og gik om formiddagen til Jens Hansens smykkebutik. Butikken lå blot 2 minutters gang fra vores hostel, så det var til at overkomme trods regn og en smule blæst. Idet det var søndag, havde butikken desværre lukket og vi gik i stedet ind til byen. Cecillie fik købt nogle smykker, mens jeg shoppede amok på apoteket. Om det siger mest om mig eller apoteket, ved jeg ikke helt. nok mest apoteket - de minder til dels om Matas i Danmark, så jeg fik shoppet lidt makeup, neglelak og lignende.

Klokken 12 havde 8 af os arrangeret en lille dannelsestur i form af noget vinsmagning. Vi skulle besøge 4 vingårde og endte efterfølgende et sted, hvor vi også fik lidt øl. Den første vingård var klart den bedste, hvilket måske var meget godt, da det nok også var her, at vi var i stand til at smage mest. Vi endte da også med at købe et par vin, som formentlig bliver drukket på torsdag til hygge-/velkomstmiddagen i Queenstown. 

New Zealand er mest kendt for deres hvidvin, hvilket efter denne tur er forståeligt nok. Rødvinene var for mit vedkommende - umiddelbart heller ikke for de andres - noget at råbe hurra for. Det var også mest hvidvin, som vi fik serveret. Vores chauffør hjalp med at servere de forskellige steder og han var på ingen måde nærig med vinen. Vi blev vist alle en lille smule snaldrede inden turen var omme og vi igen var tilbage på YHA efter en møg hyggelig tur.

Endnu en gang var der kaldt til stormøde om aftenen. Her fik vi beskrevet planen for de kommende dage. Under mødet gik brandalarmen igang og vi skulle alle mødes ude foran YHA. Efter utrolig kort tid kom der en brandbil til stedet. Ingen vidste hvor det brændte og det viste sig da også, at det blot var en røgalarm, der var gået igang og på mystisk vis havde sat brandalarmen igen, hvilket den åbenbart ikke burde have gjort. Vi kunne roligt gå ind igen og blev bedt om at låse vores værelsesdøre, da de var blevet åbnet for at finde den ikke-eksisterende brand. Pyh.

Desværre blev mandagen ikke som først planlagt. Grundet vejret i går blev vores udflugt til hest aflyst. Virkelig ærgerligt, men så må vi jo komme stærkt igen i Queenstown. Jeg stod alligevel uhyggelig tidligt op, da jeg havde nået at lave en aftale med familien derhjemme, om at ringe sammen klokken lidt i 7 om morgenen. Skønt. Nå, men man siger jo, at hvad der er sparet, er tjent, så pludselig havde vi 220 NZ$ - der skulle shoppes! Vi startede med at gå til New Zealands midtpunkt. Bare fordi vi kunne og det kun lå 2 km fra YHA. Fra midtpunktet kunne man se udover hele Nelson.

Så lød startskuddet til shoppingen. Åh. Der var en Supre i Nelson. Mere åh. Udsalg. Endnu mere åh. 177 NZ$ senere havde jeg fået styret de værste shoppingabstinenser og fornuften begyndte så småt at komme tilbage til mig. Min kuffert er alt for lille. Godt nok havde Sus fra arbejdet anbefalet Supre til mig, men jeg havde da ikke regnet med at støde på den før jeg nåede Australien og dermed kunne fylde 30 kg i kufferten og ikke små 23 kg. Damn.

Nu render alle pigerne rundt i det samme tøj, eftersom vi alle fandt Supre og vist alle gik amok. Uden undtagelse. Vi er vel piger. Can't help it. Jeg satser på at få lidt plads i Malthes kuffert, hvis det bliver for kritisk (han har selv tilbudt det!). Så sødt. 

Inden vi smuttede tilbage på vores hostel, tog Cecillie og jeg endnu en gang hen til Jens Hansens smykkebutik, som denne gang havde åbent. Hell yeah. Det var et rigtig hyggeligt lille sted, hvor man kunne se ind i lokalet, hvor der blev lavet smykker. Derudover fik vi da lige lov til at holde The ring. Godt nok den store og tunge udgave af ringen. Hold da op. Den er brugt i filmen, hvor den tabes og stadig skal kunne ses, så forståeligt nok med størrelsen. 

Om aftenen fik Isabel, Rikke W., Rix, Malthe og jeg booket hytte til Route Burn. Så om slå tre uger skal der sgu vandres. Men det hører I mere om til den tid. Efterfølgende tog Malthe, Rikke W. og jeg et smut på maccen. En enkelt is har vel aldrig skadet. Den var i hvert fald lækker og alt for hurtigt spist.

Tirsdag gik turen videre til Punakaiki og Pancake Rocks. Se en kort video over transportruten her. Pancake Rocks har fået deres navn, idet de ligner stakke af pandekager. Se baggrunden af billedet ovenfor, hvor jeg står sammen med Rikke W. og Rix. Efter Pancake Rocks tjekkede vi ind på vores hostel, hvor vi hskulle være en enkelt nat. Jeg delte værelse med Fibi, Malthe, Lene og Sidsel.

Om aftenen blev der lavet pandekager i massevis. Sikke en succes. Det var virkelig lækkert. Da vi havde spist os mætte i pandekager gik vi alle ned på stranden - blev ædt af sandflys.... Efterfølgende skulle der spilles Varulv. Et strategispil, som vi ikke klarede specielt godt, men det var sjovt! Desværre endte varulvene med at udrydde hele vores lille landsby til trods for, at vi havde hjælp fra flere overnaturlige karakterer. Crap. Vi må tage revanche på et senere tidspunkt. 

Igen gik turen videre. Denne gang til Fox Glacier, hvor jeg skulle dele værelse med Malthe, Chris, Sidsel, Jacob og Rix. Se en kort video over transportruten her. Her mødte vi Thailand/Australien/New Zealands- holdet og havde noget der minder om 45 minutter sammen, inden vi skulle på gletchervandring. På gletcheren blev vi inddelt i tre hold. En rigtig fed tur. Det er altså ikke helt forkert, når man tegner is og farver det blåt - gletcheren var i hvert fald blå inde hvor isen var tykkest og solen endnu ikke havde dannet små luftbobler. Ret sejt.

Aftenen indledte jeg med at brænde halvdelen af venstre hånd, da jeg skulle finde ud af hvilken kogeplade, jeg havde tændt for. Flot Amalie. Den efterfølgende halve time brugte jeg med hånden under den kolde hane mens jeg hørte musik på Malthes telefon. I mellemtiden lavede Rikke W. mad til mig. Super sødt! Jeg fik smurt noget sølvcreme på hånden, som burde hjælpe. Idet min hånd igen blev varm, begyndte den at brænde ulidelig meget og jeg blev rigtig utilpas... Under vandhanen igen. Jeg fik nogle smertestillende piller af Christina og blev derefter smidt i seng. Igen blev jeg utilpas på grund af smerterne, da min hånd ikke længere var kold og jeg måtte have den under den kolde hane endnu en gang. Der er desværre ingen læge i Fox, så jeg måtte nøjes med at snakke med en i telefonen. Han kunne åbenbart ikke gøre mere end hvad jeg allerede havde gjort - holde hånden kold. Malthe var rigtig sød og sørgede for en spand vand og et viskestykke med is til natten. Det endte med at blive en meget lang og varm nat og jeg blev da også nødt til at få hånden under koldt vand i løbet af natten. Øv.

Busturen til Queenstown var mere eller mindre lige så lang og ulidelig som natten. Vi stoppede utallige gange. Ved hvert stop fik jeg fyldt is i den vandflaske, som jeg holdte om for at holde min hånd kold. Desværre endte bussen med at blive omkring 1,5 time forsinket på grund af et stenskred på vejen. Lort. Da vi langt om længe(!) kom frem til Queenstown tog Christina mig med til lægen. 163 NZ$ senere gik turen til apoteket, hvor jeg havde fået recept til to forskellige type piller og en spray til hånden. Bittert. Anyway alle er rigtig søde til at hjælpe mig med samtlige ting nu hvor jeg kun kan bruge min ene hånd. Altid dejligt med gode venner, der er der for en, når man har brug for det.

Undskyld du først får ovenstående at vide nu mor, men du skulle ikke gå rundt på den anden side af jorden og bekymre dig om mig. Jeg har det godt! Alle er som sagt møg søde og vi passer alle godt på hinanden. No worries. 

Lots of love ♥♥♥

Abel Tasman

Lørdag morgen startede ud med noget af et chok. Thomas kom ved et uheld til at skære sig selv i fingeren og faldt efterfølgende om. Jeg skal da love for, at vi alle vågnede. Idet han faldt sammen slog han hovedet direkte ned i gulvet og fik sig en forholdsvis stor flænge i panden henover næsen - mere blod. Christina og Fibi tog med ham på skadestuen og vi andre fik løbende opdateringer. Thomas har det under omstændighederne godt. Han er blevet syet med 5 sting i panden og får sig nu et sejt Harry Potter-ish ar. Derudover har han scoret sig en god hjernerystelse og skal derfor vækkes hver halve time hele natten. Om han har brækket næsen er vist stadig usikkert. Lægen mente det ikke, men risikoen er der.

Dagen stod for mit vedkommende på en frivillig vandretur i Abel Tasman Nationalpark. Hele kyststien strækker sig over et stykke på 51 km. Vi blev hentet med bus fra YHA. Bussen kørte os til Marahau, hvor vi skulle med aquataxi til Torrent Bay. Idet jeg havde tilmeldt mig turen kaldet Seals and Sands, sejlede vi lige ud til nogle små øer/klipper, hvor der var mulighed for at se sæler. Derudover fik vi da også lige set Split Apple Rock, som, så fint som navnet siger, er en flækket sten.

Båden smuttede hen over vandet og smækkede ned på bølgerne. Det var tydeligt at mærke, at det var ved at blæse op, grundet den varslede tyfon, som rammer i dag (søndag). Det føltes som én lang rutschebanetur. Synes man, at turen ud var lang, blev den blot endnu længere den anden vej, eftersom vi gik mod nord og dermed væk fra basen i Marahau. At vinden tog til i styrke, som timerne gik, hjalp heller ikker på det. Det var vildt, voldsomt og hylende morsomt - i hvert fald for os, som ikke blev utilpasse. 

Fra Torrent Bay skulle vi vandre til Bark Bay og videre til Onetahuti, hvorfra vi igen ville blive hentet med aquataxi og sejlet tilbage til Marahau. Vandreturen var små 14 km og Malthe, Rikke W., Jacob og jeg klarede den 3 timer og 24 minutter. Det var en møg hyggelig tur: godt selskab, flot natur i form af regnskov, bjerge og strand samt tørt og lunt vejr.

Der er tonsvis af sandflys i New Zealand. Jeg smager åbenbart virkelig godt, eftersom de konstant bider mig til blods. Det er så bare mindre fedt, at jeg har fundet ud af, at jeg er allergisk overfor de små dyr, så jeg hæver op og kæmper for ikke at kradse mig selv endnu mere til blods. Jeg har derfor også være nødsaget til at tage et smut på apoteket for at investere i nogle piller, som burde hjælpe på de allergiske reaktioner. Fedt. Jeg troede ellers ikke, at jeg var allergisk, men jo! Og det gør ondt....

Noget helt andet er, at jeg helt uden at lyve kan sige, at jeg har kørt i båd. Ikke sejlet, men kørt! Vores aquataxi blev simpelthen transporteret, med os i vel og mærke, efter en traktor, når den var på land. Det var lidt komisk at side i en båd på land, må jeg nok indrømme. 

Mens vi vandrede, var der andre der valgte at bruge dagen på at slappe af, køre ATV eller U Fly Extreme, hvor man får lov til at flyve sit eget stuntfly. Dette indebærer selvfølgelig diverse loops, snurreture og andre fancy ting i luften. Alt i alt lyder det til, at alle har haft en god dag trods blæsten.

Og så til noget af det mindre fede... Der er fundet lus på nogle af pigerne. 7, 9, 13 er jeg gået fri, men der er gang i de helt store tjek på samtlige værelser. Det kribler og krabler bare ved tanken om det. Dog er det vildt fedt at se, hvordan alle hjælper alle og hvordan vi står sammen som gruppen, selv i de ikke helt så sjove situationer. Hvem i alverden skabte også lusen? Seriøst. Den kan da umuligt være til gavn for noget eller nogen. 

Men hey, så snupper vi lige lidt mere af det fede - det er der simpelthen så meget af hele tiden. Vi møder VATZ (Vietnam, Australien, New Zealand) i Queenstown og de har inviteret os på hygge-/velkomstfest på torsdag, hvor vi jo ankommer til byen. Jeg glæder mig, som et lille barn til juleaften, til at kunne flytte ud af min kuffert. Fire uger i Queenstown. Jubiiii. Dermed ikke sagt at rundrejsen ikke er god. Det er den. Men det er sgu lidt udmattende i længden med nye roomies, indtryk og områder. Jeg sover i hvert fald godt om natten, de timer jeg nu engang får, og det er jeg næppe den eneste der gør - vi er alle godt bombede. Jeg kan heldigvis sove længe i morgen. Win!

Lots of love ♥♥♥