Lørdag morgen startede ud med noget af et chok. Thomas kom ved et uheld til at skære sig selv i fingeren og faldt efterfølgende om. Jeg skal da love for, at vi alle vågnede. Idet han faldt sammen slog han hovedet direkte ned i gulvet og fik sig en forholdsvis stor flænge i panden henover næsen - mere blod. Christina og Fibi tog med ham på skadestuen og vi andre fik løbende opdateringer. Thomas har det under omstændighederne godt. Han er blevet syet med 5 sting i panden og får sig nu et sejt Harry Potter-ish ar. Derudover har han scoret sig en god hjernerystelse og skal derfor vækkes hver halve time hele natten. Om han har brækket næsen er vist stadig usikkert. Lægen mente det ikke, men risikoen er der.
Båden smuttede hen over vandet og smækkede ned på bølgerne. Det var tydeligt at mærke, at det var ved at blæse op, grundet den varslede tyfon, som rammer i dag (søndag). Det føltes som én lang rutschebanetur. Synes man, at turen ud var lang, blev den blot endnu længere den anden vej, eftersom vi gik mod nord og dermed væk fra basen i Marahau. At vinden tog til i styrke, som timerne gik, hjalp heller ikker på det. Det var vildt, voldsomt og hylende morsomt - i hvert fald for os, som ikke blev utilpasse.
Fra Torrent Bay skulle vi vandre til Bark Bay og videre til Onetahuti, hvorfra vi igen ville blive hentet med aquataxi og sejlet tilbage til Marahau. Vandreturen var små 14 km og Malthe, Rikke W., Jacob og jeg klarede den 3 timer og 24 minutter. Det var en møg hyggelig tur: godt selskab, flot natur i form af regnskov, bjerge og strand samt tørt og lunt vejr.
Der er tonsvis af sandflys i New Zealand. Jeg smager åbenbart virkelig godt, eftersom de konstant bider mig til blods. Det er så bare mindre fedt, at jeg har fundet ud af, at jeg er allergisk overfor de små dyr, så jeg hæver op og kæmper for ikke at kradse mig selv endnu mere til blods. Jeg har derfor også være nødsaget til at tage et smut på apoteket for at investere i nogle piller, som burde hjælpe på de allergiske reaktioner. Fedt. Jeg troede ellers ikke, at jeg var allergisk, men jo! Og det gør ondt....
Noget helt andet er, at jeg helt uden at lyve kan sige, at jeg har kørt i båd. Ikke sejlet, men kørt! Vores aquataxi blev simpelthen transporteret, med os i vel og mærke, efter en traktor, når den var på land. Det var lidt komisk at side i en båd på land, må jeg nok indrømme.
Mens vi vandrede, var der andre der valgte at bruge dagen på at slappe af, køre ATV eller U Fly Extreme, hvor man får lov til at flyve sit eget stuntfly. Dette indebærer selvfølgelig diverse loops, snurreture og andre fancy ting i luften. Alt i alt lyder det til, at alle har haft en god dag trods blæsten.
Og så til noget af det mindre fede... Der er fundet lus på nogle af pigerne. 7, 9, 13 er jeg gået fri, men der er gang i de helt store tjek på samtlige værelser. Det kribler og krabler bare ved tanken om det. Dog er det vildt fedt at se, hvordan alle hjælper alle og hvordan vi står sammen som gruppen, selv i de ikke helt så sjove situationer. Hvem i alverden skabte også lusen? Seriøst. Den kan da umuligt være til gavn for noget eller nogen.
Men hey, så snupper vi lige lidt mere af det fede - det er der simpelthen så meget af hele tiden. Vi møder VATZ (Vietnam, Australien, New Zealand) i Queenstown og de har inviteret os på hygge-/velkomstfest på torsdag, hvor vi jo ankommer til byen. Jeg glæder mig, som et lille barn til juleaften, til at kunne flytte ud af min kuffert. Fire uger i Queenstown. Jubiiii. Dermed ikke sagt at rundrejsen ikke er god. Det er den. Men det er sgu lidt udmattende i længden med nye roomies, indtryk og områder. Jeg sover i hvert fald godt om natten, de timer jeg nu engang får, og det er jeg næppe den eneste der gør - vi er alle godt bombede. Jeg kan heldigvis sove længe i morgen. Win!
Lots of love ♥♥♥
