Nature wonders

Åh, følelsen af at skulle tidligt op og køre i bus i noget der minder om hele dagen... Man kan vist roligt sige, at vi ikke var meget værd. Det var blevet tid til at tjekke ud af YHA Rotorua og sætte kursen mod National Park via Wai-O-Tapu. 

I Wai-O-Tapu Thermal Wonderland fik vi en guidet tur rundt i en lille del af området. Wai-O-Tapo ligger i Taupo Volcanic Zone, hvilket White Island også er en del af. Første stop på ruten var Devil's Home - noget af en velkomst! Dette er et eksempel på hvordan aktiviteter i under jorden kan forårsage, at overfladen kollapser.

Selvom motivationen til at fortsætte var lav og tæt på ikke-eksisterende, fortsatte vi blandt andet forbi flere kratere og mudder pools. Igen fik vi fortalt, at boblerne ikke skyldes vandets temperatur, men grundet indre gasser i jorden.

Fra flere af hullerne kom der røg, der altsammen stank langt væk af rådne æg. Ud fra de flestes ansigtsudtryk, kunne det vist også konkluderes, at stanken af rådne æg og tømmermænd ikke er en god cocktail. Godt nok får jeg ikke tømmermænd (7, 9, 13), men der stank virkelig, og ved nærmere eftertanke, så bliver det nok aldrig godt. Tømmermænd eller ej. Føj.

The Champagne Pool (se billedet ovenfor) er den største i området med sine 65 meter i diameter og 62 meter dybde. Den orange farve rundt i kanten skyldes et mineral kaldet Antimony. Også her skyldes boblerne i vandet gasser, da vandets temperatur er på omkring 74 grader.

Sidste stop inden turens afslutning var ved  Devil's Bath (se billedet nedenfor). Grundet vandets farve er det formentlig kun djævlen, som kunne finde på at snuppe sig et bad her - derfor navnet. 

Ind i bussen og så ud igen efter 2 minutters kørsel. Sådan! Vi skulle da også lige se Lady Knox-gejseren i aktion. Det var hurtigt overstået og turen gik videre til Huka Falls. Dette meget kraftige vandfald står for 15% af hele New Zealands energiproduktion. Vandfaldet er omkring 10 meter højt og altså kun et par meter højere end det vandfald, som vi raftede ned af forleden dag. Jeg ville dog ikke ønske at prøve kræfter med Haku Falls - det er vist lidt for voldsomt og farligt.

Et par timer i bus senere, hvor vi lige havde handlet lidt på vejen, ankom vi til National Park. Se en kort video over transportruten her. Jeg er taknemmelig for, at vi fik lov at handle på vejen. Skal jeg give en detaljeret beskrivelse af hvad der er i byen, vil den nok lyde nogenlunde sådan her: absolut ingenting! Seriøst. Jo okay, der er en togstation og that's it. Det er ligesom at være kommet på landet. Området lige omkring os er flat - næsten som at være hjemme i Danmark. 

Vi havde to nætter i National Park, hvorefter rundrejsen igen går videre mod syd. Jeg boede på værelse med Cecillie og Stine, som jeg begge har boet sammen med tidligere. Ganske hyggeligt. Efter vores ankomst lørdag gik Cecillie og jeg en lille tur i området og fik endnu en gang konstateret, at der ikke er en skid i byen. Herefter lavede jeg lækker aftensmad med Mie, Fie, Malene og Camilla bestående af madpandekager. Dejligt med noget andet end pasta og kødsovs!

Dagen i går stod på små 20 km vandretur i form af Tongariro Crossing. Lad mig sige det sådan: Vi havde absolut ingen anelse om hvad vi havde kastet os ud i. De første, lad os sige 5 km, var meget stille og rolige, idet det gik forholdsvis lige ud. Jeg havde den gule førertrøje sammen med Isabel. Det vendte så lidt, da vi kom til Devil's staircase. Holy Kamoly, det var hårdt og jeg kan konkludere, at jeg på ingen måde har tilbragt nok tid på stepmaskinen i fitness. Damn. Nogle af drengene overtog i hvert fald førertrøjen et stykke af vejen.

Vi fik den selvfølgelig igen ved enden af Devil's staircase. Her var der mulighed for at dreje af og bestige Mt Ngauruhoe - bedre kendt som Mt Doom. Idet Isabel og jeg vandrede turen i Nike, valgte vi ikke at kaste os ud i dette, men fortsatte i stedet mod Red Crater og Emerald Lakes. Her skulle vi slide ned ad bjerget. Isabel vælger at falde på røven og jeg gør hende kunsten efter, idet jeg flækker af grin over hendes styrt. Karma is a bitch. Jeg får mig et par skræmmer i håndfladen, som jeg renser mens vi holder pause og nyder udsigten over de turkisblå søer. 

Efter en kort pause fortsatte vi mod Blue Lake og Ketetahi hytten. Glæden over synet af hytten var desværre kortvarig. Christina havde advaret os: vejen derned var det rene zigzag. Så tæt på og dog så langt fra. Deprimerende. Det tog os omkring en halv time at nå hytten, hvor vi igen holdte en kort pause inden vi begyndte på sidste etape. 

Der var omkring en halvanden times vandring fra hytten og til mål. Vi gik igennem det smukkeste landskab. Det var lidt Ringenes Herre look-a-like. Eller i hvert fald sådan som jeg havde forestillet mig New Zealandsk landskab efter at have set filmene. Wauw. Den sidste times vandring fandt sted i regnskoven, hvilket var en meget fugtig og varm fornøjelse. Jeg skal love for, at vi fik set meget forskellig natur under vores vandring og det hele var utrolig flot.

Christina troede ikke sine egne ører, da vi ringede klokken 13:00 og sagde, at vi var kommet i mål ved Ketetahi Carpark. Pretty awesome. Isabel og jeg klarede små 20 km vandretur på 5 timer og 15 minutter i kondisko. Nike er så undervurderet! Dette betød dog, at vi havde 2,5 timers ventetid inden bussen kom 15:30. Vi var 15 ud af 35 med bussen, hvoraf nogle havde besteget Mt Ngauruhoe. Det viste sig også, at der var 13 personer, som havde overvurderet deres egne evner hvad angår vandring ved at bestige Mt Ngauruhoe og var derfor kun halvvejs(!), da vi blev hentet. Holy Kamoly.

Vi sov alle godt og tidligt den nat!

Lots of love ♥♥♥