lørdag den 22. marts 2014

Queenstown

Som sagt er vi ankommet til verdens adventure hovedstad Queenstown. Se en kort video over transportruten herVi skal bo på Pinewood Lodge de kommende fire uger. Jeg bor i hus R og deler værelse med Rix og Rikke W. Vi har intet spejl på værelset, hvilket der er rimelig stor krise over, men til gengæld har vi en ekstra seng og alt for lidt skabsplads. 

Torsdag aften havde VATZ-holdet arrangeret en velkomstmiddag/fest for os. Temaet var Black and White. Jeg kom en smule for sent, da jeg som tidligere nævnt lige skulle et smut til lægen. Der var arrangeret forskellige konkurrencer og stemningen var i top. Natten brugte vi på Winnies. En bar som vores to ledere anbefalede. Formentlig fordi der var konkurrencer, hvor man kunne vinde forskellige aktiviteter. Herunder partyboat og diverse ekstremsports.


Vi skulle forholdvis tidligt op fredag idet vi skulle introduceres for de forskellige agenter og lignende i byen. Da møderne var færdige smuttede vi må stranden. Eller i hvert fald det tætteste vi kommer på en strand i Queenstown: en masse små sten placeret ved siden af parken, som går ned til vandet. Det fungerer.

Bonus: Jeg har modtaget en pakke fra dem derhjemme. Jubii. Fantastisk overraskelse. Pakken indeholdt blandt andet lidt slik, chokolade samt to fødselsdagskort og en lille gave - der altsammen først må åbnes på min fødselsdag..... Typisk, men stadig alt for lækkert. 1000 tak!

Jeg blev smidt tidligt i seng fredag, da jeg fik det rigtig dårligt af de piller, som jeg skulle tage på grund af smerterne i min hånd. Typisk. Hele min krop begyndte at ryste ustyrligt og jeg fik en grum omgang kvalme. Igen var alle rigtig søde og hjælpsomme. Godnat til Amalie.


På toppen og fyldt med energi lørdag. Klar til skydive. At springe ud fra et fly i 15000 fods højde virkede på daværende tidspunkt ikke som en helt tosset idé. Standard lørdag. Det var dog noget andet, da man endelig sad i flyet og så de andre forsvinde ud af døren og ned mod jorden i fuld fart. Ét minuts frit fald inden faldskærmen blev udløst. Sikke en oplevelse. Jeg kunne gøre det igen og igen. Måske fordi jeg egentlig ikke gjorde noget, andet end sidde fastspændt til manden bag mig. 


Efter lørdagens adrenalinkick trængte vi til en dag med afslapning. Vi holdte derfor søndagen hellig og tilbragte vores hviledag på stranden, mens nogle af de andre fra holdet var ude at skydive. Jeg misundte dem lidt til trods for at jeg jo kastede mig ud fra et fly dagen forinden. Nok noget af det skøreste jeg har gjort egentlig. Mama og Daddy må være stolte af deres lille datter(?!).

Lots of love ♥♥♥

Ingen kommentarer:

Send en kommentar