Tirsdag var der igen pakke hjemmefra. Jubii. Det er virkelig en dejlig overraskelse, når der kommer uventede pakker fra den anden side af jorden. Jeg har de sødeste forældre og i pakken lå der da også et brev fra den bedste storesøster. Lucky day!!!
Tirsdag aften stod på biograftur med Pia (vores underviser), Cecillie og Søs. Vi skulle ind og se Captain America. Drengene har virkelig valgt den forkerte film fra. Den var faktisk rigtig god og kan klart anbefales. Uden tvivl bedre end de to andre, jeg har det hernede...men der skal selvfølgelig heller ikke så meget til.
Med hensyn til mit knæ begyndte det at drille mig onsdag idet det begyndte at knække indeni det. Lidt ligesom når man knækker fingre, hvis man blot lige tilføjer lidt smerte samtidig. Jeg endte i hvert fald hos lægen igen. Denne gang fik jeg at vide, at jeg formentlig har forstrukket senen på indersiden af knæet, som er forbundet til menisken.
Inden jeg nåede til lægen snuppede jeg lige Ledge Bungy på 47m. Dette bungy er placeret over Queenstown. Her er der mulighed for freestyle, da man er spændt fast rundt om livet i stedet for om anklerne. Jeg valgte at blive kastet ud. En virkelig uhyggelig og vild oplevelse!! Glæd jer til videoen. Jeg lægger vist ikke skjul på min krise... Men sjovt var det.
Lægen sagde yderligere, at jeg godt måtte tage på heldagsridetur torsdag og gav mig en skriftlig lægeerklæring om ikke at springe Nevis Bungy (New Zealands højeste) på 134m fredag samt nogle nye piller. Disse piller minder om morfin og jeg bliver derfor godt døsig af dem.
Efter mit Ledge Bungy fik jeg mig min første Ferg Burger. Puha, det havde været meget farligt, hvis jeg havde smagt sådan en tidligere - de er virkelig gode! Jeg begynder at forstå den urimelig lange kø, der er.
Anyway jeg tog på heldagsridetur med Christine, Cecillie og Isabel torsdag morgen klokken 0800. En rigtig hyggelig tur, som startede ret dramatisk ved at en flok heste kommer tordnende imod os. Der er kun ryttere på 2 ud af 5 heste, hvoraf den ene rytter falder af ved os. Vores heste holdes i ro og vi får tilset den faldne rytter, som er blevet ramt i hovedet under sit styrt. Hun bløder voldsomt fra øjenbrynet, men har det under omstændighederne godt. Vi får en bil til at samle hende op, hvorefter vi kan fortsætte vores tur.
Jeg red på en smuk broget vallak ved navn Riley. Han er syv år gammel og derned en af de yngre heste på stedet. Under vores ridetur rider vi både gennem vand og skov samt op og ned ad bjerge. Naturen er utrolig smuk og det er fantastisk at opleve den fra hesteryg.
Desværre endte både Christina og jeg med at falde af. Christinas hest blev forskrækket idet en meget lavthængende gren knak, hvorefter den tog et galopanspring. Christina faldt af i farten og hev endnu en gren med sig i faldet. Heldigvis faldt hun af ét af de meget få steder, hvor der var græs under os istedet for sten.
Jeg derimod faldt af i skoven på en bjergside i fuld galop inkl buk op ad en bakke. Der blev ikke sparet på noget. Riley havde været rigtig sød og var det da også igen bagefter. Han brød sig bare ikke om at Mooch (Isabels hest), som var lavere i hierarkiet, overhalede ham. Jeg tog fra med mit dårlige knæ og albue. Da vi ikke kunne komme længere væk fra basen end vi var på daværende tidspunkt, var jeg nødt til at ride videre i tre yderst smertefulde timer. Herefter blev jeg hentet i bil og kørt tilbage til basen, hvor jeg fik is på både knæ og albue samt en cola.
Efter en times kørsel nåede vi endelig til Queenstown. Jeg var lidt for optimistisk, da jeg satte kurs på biografen med de andre. Planen var at vi skulle se Divergent, men i stedet endte jeg på hospitalet. Her fik jeg en slynge til armen, gips om hele venstre ben samt besked om at komme igen dagen efter til røntgen.
Fredag stod derfor også på en tur på hospitalet. Her fik jeg taget røntgen af både albue og knæ. Jeg har heldigvis ikke brækket noget, men har formentlig klemt, slået en flig af eller lignende af den lille knogle i armen/albuen. Knæet var så ømt, at lægen ikke havde mulighed for en optimal undersøgelse. Jeg skal derfor tilbage på hospitalet på onsdag til endnu en omgang røntgen og en ny undersøgelse. Fint skal det være. Jeg fik en fin skinde på som jeg også skal sove med for at holde mit knæ i ro.
Hjemme på værelset lå der et brev fra mormor. Yay! Det havde jeg på ingen måde regnet, så det var en rigtig dejlig overraskelse. Brevet må dog først åbnes den 27/4.. Spændende!
Fredag aften stod på byen med det andet hold for de flestes vedkommende. Jeg blev dog hjemme og hyggede sammen med Cecillie og Ida. Jeg går ligesom ikke så langt med det her knæ, så mulighederne var begrænsede anyway.
De fleste tog på roadtrip i løbet af lørdagen. Det skulle jeg også have været, men det var desværre ikke helt så realistisk på grund af mit knæ og albue. Jeg tilbringer derfor friugen alene hjemme. Pisse hyggeligt.... Jeg endte derfor med at overnatte hos Christina fra lørdag til søndag. Om søndagen kom Jacob, Anders og Malthe hjem og overnattede og Emil kom hjem fra Christchurch.
Christina, Malthe, Emil og jeg tog i biografen søndag aften for at se Divergent, når nu vi ikke fik den set i torsdags. Jeg endte med at sidde på gulvet, da det var mest behageligt for mit knæ. Filmen er ikke nær så god som bøgerne, men hvor mange film er egentlig det...?
Drengene tog afsted tidligere i dag, mandag. De var dog så søde at sørge for aftensmad til mig inden de smuttede i form af pasta med kødsovs, som blot skulle varmes. Dejlige drenge!
Igen var jeg alene hjemme. Jeg har fået størstedelen af mandagen til at gå med Game of Thrones og nu ser jeg Disneys Løvernes Konge. Samtidig kæmper jeg en hård kamp for at kunne se The Vampire Diaries og spille Sims. Det er desværre lettere sagt end gjort.
Jeg gør små fremskridt med armen, hvilket umiddelbart er mere end hvad jeg kan sige om mit knæ på nuværende tidspunkt. Jeg kan strække og bøje armen forholdsvis meget, men endnu ikke vride den. Hvad angår mit knæ kan jeg bøje det en smule, når skinden ellers ikke sidder på, hvilket kun er, når jeg sidder på en stol i badet.
Jeg savner de andre og keder mig ulideligt meget. Jeg føler mig faktisk en smule ynkelig, men det er fandme også dårlig planlægning fra min side det her. Undskyld sproget, men det er altså virkelig deprimerende. Øv. Jeg tæller nærmest minutter til, at der kommer nogen hjem fra Unit R!
Lots of love ♥♥♥
