Home sweet home. Der kommer altså lige et sidste indlæg. I går, mandag den 27. maj, var dagen hvor de sidste 10 kom på dansk jord igen efter to uger i Thailand. Til trods for urolighederne i Bangkok lyder det til, at de har haft nogle rigtig gode uger.
Da jeg er tilbage på arbejdet havde jeg ikke lige mulighed for at dukke op i lufthavnen, da de ankom til Danmark. Jeg var der i tankerne og det er vel tanken, der tæller. Det er hårdt at være hjemme og igang igen, men dejligt at være hjemme til mors kødgryder. Mums. Jeg har en del at tænke på både med hensyn til arbejdet, men også med hensyn til genoptræning af mit knæ - ja, nærmest hele mit venstre ben - og derudover er det jo også ved at være tid til at søge ind på en videregående uddannelse. Jeg er gået lidt væk fra Syddansk Universitet og Slagelse. I stedet er jeg begyndt at kigge lidt på CBS, som faktisk har et lignende studie: Engelsk og Organisationskommunikation. Jeg har heldigvis et par uger til at tænke over det i.
Hvad mit knæ/ben angår, så har jeg allerede gjort store fremskridt. Jeg kom til lægen allerede dagen efter jeg ankom til Danmark igen, efter mange timer brugt i luften. Se en kort video over transportruten her. Lægen fortalte mig, at jeg rolig kunne smide både skinne og krykker idet mit knæ ikke fejler noget. Desværre vil genoptræningen tage mig omkring en måned - og så burde mit knæ være OK - eftersom jeg har haft skinne på i en måned. Fantastisk.
Halvdelen af måneden er nu gået og jeg kan på nuværende tidspunkt næsten gå normalt. Næsten, men der er ikke meget galt. Jeg kan stadig ikke gå på trapper, så det er ét skridt af gangen og når jeg bøjer og strækker mit ben knækker det i knæet og gør voldsomt ondt. I morgen skal jeg så til en fysioterapeut, så jeg forhåbentlig kan blive lidt klogere på hvad der foregår inde i knæet på mig samt få nogle flere øvelser. Jeg ved at cykling skulle være godt, men det gør ærlig talt ret ondt. Mit knæ knækker og jeg cykler i første gear, så det går heller ikke så hurtigt. Mindfullness!
Jeg er ved at vænne mig til tanken om at være hjemme igen, men det er nu stadig lidt tomt og ensomt til tider. Det er hårdt at gå fra at have 35 mennesker omkring sig hver dag til pludselig at være "alene". Heldigvis har vi stadig hinanden, kan skrive sammen, ringe sammen eller hvad vi nu lige føler for - vi bor bare ikke sammen længere. Der er da også tale om en reunion i den nærmeste fremtid og flere brugte da også lørdagen på Aalborg Karneval.
Friends are always friends, no matter how far you have to travel back in time. If you have memories together, there is always a piece of your friendship inside your heart.
Lots of love ♥♥♥
