Lørdag formiddag bød på lidt regn og en hel del tåge. Dette gjorde oplevelsen en smule anderledes - nærmest mystisk - end hvis der havde været sol fra en skyfri himmel. Jeg fulgtes med Malthe, hvilket var ganske hyggeligt. På et øjeblik forsvandt tågen. Det var mærkeligt at gå fra ikke at kunne se sin hånd for sig til pludselig at kunne se store bjerge med snebeklædte tinder. Så flot.
Glæden var stor, da vi langt om længe fik øje på Mackenzie Hut, hvor vi skulle tilbringe natten. Vi endte dog begge med at få dejavu til Tongariro Crossing, idet vejen lavede zigzag hele vejen ned. Det der med at kunne se målet, men ikke rigtig føle, at man kommer nogen vegne - jeg er virkelig ikke fan. Det er tarveligt, at være så tæt på og alligevel så langt fra. Vi nåede endelig frem og havde dermed tilbagelægge de første omkring 20 km af vores i alt 32 km vandretur. Hell yeah.
Vi var de første der ankom og omkring ti minutter senere ankom de næste allerede. Efter at have siddet i noget der minder om tyve minutter begyndte mit knæ at gøre ondt. Crap. Som aftenen skred frem gjorde mit knæ ikke just mindre ondt og det begyndte da også at hæve op. Typisk. Desværre er den eneste vej ud af Routeburn at gå... Jeg hvilede mit knæ og endte med at gå tidligt i seng. Vi sov i en hytte med 8 firemandssenge. Der var intet lys i hytten udover de lommelygter, som folk havde medbragt og der var derfor heller ikke det helt store at foretage sig efter mørkets frembrud. Jeg tror derfor ikke, at jeg gik glip af det helt store. De andre gik i hvet fald i seng kort tid efter.
Næsten morgen stod vi tidligt op. Alarmen var sat til 07:30, svarende til 08:30, idet New Zealand er gået over til vintertid. Det er lidt mærkeligt at tænke på, når Danmark gik til sommertid i sidste weekend. Der er derfor nu kun 10 timers tidsforskel i stedet for de tidligere 11 og 12 timer. Malthe og jeg til forholdsvis tidligt afsted fra Mackenzie og mod The Divide. Skiltene påstod, at turen ville tage omkring 4 timer, men når jeg nu skulle halte hele vejen, valgte vi at tage tidligt afsted. Det var godt nok nogle lange og yderst smertefulde timer, som jeg gik i møde. Malthe var rigtig sød og støttede mig hele vejen, og da Jonas undervejs overhalede os, var han så skøn at tage min rygsæk, så jeg ikke skulle slæbe på den. Dejlige drenge.
På turen til The Divide kom vi forbi adskillelige vandfald. Det var hovedsageligt Earland Falls, et vandfald på 174 meter, der fangede vores opmærksomhed. Ved foden af vandfaldet var en smuk lille regnbue, som gjorde det virkelig eventyrligt. Her holdte vi vores eneste rigtige pause på turen og fik lidt mad indenbords inden turen igen gik videre. Grundet mit knæ og dermed mit ikke så hurtige tempo, var det lidt begrænset, hvor mange pauser vi kunne tillade os at holde. Eller sådan følte vi det i hvert fald. Desuden gjorde det også ondt, når jeg sad stille, så så en hel del frem til at nå The Divide og dermed få ro til knæet.
Omkring 15 minutter inden målstregen falder Ida og slår hovedet lige ved øjenbrynet. Ikke nok med at hun slår hovedet, så slår hun også både skulder og det ene lår. Med andre ord har hun slået hele højre side af kroppen ret voldsomt. Nogle af os nåede en tidligere bus fra The Divide, men endte så med at skulle tilbringe to timer i Te Anau. Her skulle vi vente på den bus, som de resterende kom med, for derefter at blive kørt til Queenstown. Da vi ankom til Queenstown sendte Christine hurtigt både mig og Ida til lægen. Forsikringen bliver simpelthen så glad for mig! Jeg har fået lavet mig en voldsom overbelastning af mit venstre knæ og skal nu holde det i ro de kommende tre-fire dage. Når dette er sagt, så må jeg stadig gerne lave bungy og ride. Jeg skal blot holde mig fra trapper og bakker samt generelt holde mit knæ mest muligt i ro og dermed gå minimalt. Ida skal til lægen igen i morgen for at få taget røntgen af sin skulder. Vi håber på det bedste.
Lots of love ♥♥♥
