Abel Tasman

Lørdag morgen startede ud med noget af et chok. Thomas kom ved et uheld til at skære sig selv i fingeren og faldt efterfølgende om. Jeg skal da love for, at vi alle vågnede. Idet han faldt sammen slog han hovedet direkte ned i gulvet og fik sig en forholdsvis stor flænge i panden henover næsen - mere blod. Christina og Fibi tog med ham på skadestuen og vi andre fik løbende opdateringer. Thomas har det under omstændighederne godt. Han er blevet syet med 5 sting i panden og får sig nu et sejt Harry Potter-ish ar. Derudover har han scoret sig en god hjernerystelse og skal derfor vækkes hver halve time hele natten. Om han har brækket næsen er vist stadig usikkert. Lægen mente det ikke, men risikoen er der.

Dagen stod for mit vedkommende på en frivillig vandretur i Abel Tasman Nationalpark. Hele kyststien strækker sig over et stykke på 51 km. Vi blev hentet med bus fra YHA. Bussen kørte os til Marahau, hvor vi skulle med aquataxi til Torrent Bay. Idet jeg havde tilmeldt mig turen kaldet Seals and Sands, sejlede vi lige ud til nogle små øer/klipper, hvor der var mulighed for at se sæler. Derudover fik vi da også lige set Split Apple Rock, som, så fint som navnet siger, er en flækket sten.

Båden smuttede hen over vandet og smækkede ned på bølgerne. Det var tydeligt at mærke, at det var ved at blæse op, grundet den varslede tyfon, som rammer i dag (søndag). Det føltes som én lang rutschebanetur. Synes man, at turen ud var lang, blev den blot endnu længere den anden vej, eftersom vi gik mod nord og dermed væk fra basen i Marahau. At vinden tog til i styrke, som timerne gik, hjalp heller ikker på det. Det var vildt, voldsomt og hylende morsomt - i hvert fald for os, som ikke blev utilpasse. 

Fra Torrent Bay skulle vi vandre til Bark Bay og videre til Onetahuti, hvorfra vi igen ville blive hentet med aquataxi og sejlet tilbage til Marahau. Vandreturen var små 14 km og Malthe, Rikke W., Jacob og jeg klarede den 3 timer og 24 minutter. Det var en møg hyggelig tur: godt selskab, flot natur i form af regnskov, bjerge og strand samt tørt og lunt vejr.

Der er tonsvis af sandflys i New Zealand. Jeg smager åbenbart virkelig godt, eftersom de konstant bider mig til blods. Det er så bare mindre fedt, at jeg har fundet ud af, at jeg er allergisk overfor de små dyr, så jeg hæver op og kæmper for ikke at kradse mig selv endnu mere til blods. Jeg har derfor også være nødsaget til at tage et smut på apoteket for at investere i nogle piller, som burde hjælpe på de allergiske reaktioner. Fedt. Jeg troede ellers ikke, at jeg var allergisk, men jo! Og det gør ondt....

Noget helt andet er, at jeg helt uden at lyve kan sige, at jeg har kørt i båd. Ikke sejlet, men kørt! Vores aquataxi blev simpelthen transporteret, med os i vel og mærke, efter en traktor, når den var på land. Det var lidt komisk at side i en båd på land, må jeg nok indrømme. 

Mens vi vandrede, var der andre der valgte at bruge dagen på at slappe af, køre ATV eller U Fly Extreme, hvor man får lov til at flyve sit eget stuntfly. Dette indebærer selvfølgelig diverse loops, snurreture og andre fancy ting i luften. Alt i alt lyder det til, at alle har haft en god dag trods blæsten.

Og så til noget af det mindre fede... Der er fundet lus på nogle af pigerne. 7, 9, 13 er jeg gået fri, men der er gang i de helt store tjek på samtlige værelser. Det kribler og krabler bare ved tanken om det. Dog er det vildt fedt at se, hvordan alle hjælper alle og hvordan vi står sammen som gruppen, selv i de ikke helt så sjove situationer. Hvem i alverden skabte også lusen? Seriøst. Den kan da umuligt være til gavn for noget eller nogen. 

Men hey, så snupper vi lige lidt mere af det fede - det er der simpelthen så meget af hele tiden. Vi møder VATZ (Vietnam, Australien, New Zealand) i Queenstown og de har inviteret os på hygge-/velkomstfest på torsdag, hvor vi jo ankommer til byen. Jeg glæder mig, som et lille barn til juleaften, til at kunne flytte ud af min kuffert. Fire uger i Queenstown. Jubiiii. Dermed ikke sagt at rundrejsen ikke er god. Det er den. Men det er sgu lidt udmattende i længden med nye roomies, indtryk og områder. Jeg sover i hvert fald godt om natten, de timer jeg nu engang får, og det er jeg næppe den eneste der gør - vi er alle godt bombede. Jeg kan heldigvis sove længe i morgen. Win!

Lots of love ♥♥♥

Another capital

Som tidligere skrevet fik vi lækker buffet i tirsdags - drengene lavede vildt god lasagne - og ramte efterfølgende byen. Vi endte i første omgang på en salsabar. Lad mig bare sige det sådan: Vi kan ikke danse salsa. Heller ikke selvom alkoholen fortæller os noget andet. Her mødte vi nogle andre danskere, som det viste sig, at Lotte havde gået i gymnasium med. Verden er sandelig lille!

Herefter var vi nogle stykker, der tog på Madame peacock's og sad og hyggede lidt. Aftenen endte på Burger King. Fastfood - det er vel den obligatoriske afslutning på en god bytur...? Det var i hvert fald godt med en hamburger menu inden det var hjem og i seng. Værelse 403 var åbenbart the place to be, så vi sov 8 mennesker i to køjesenge. Jacob, Malthe, Siff og Mie ville gerne putte med os hele natten, så det gjorde vi. Pyyyh, det blev en varm fornøjelse! Utroligt, at vi fik søvn den nat.

Onsdag stod på ren afslapning. Rikke W. og jeg fik vasket tøj, hvilket efterhånden var ret tiltrængt. Imens lavede vi hjemmebiograf i YHA's tv stue, hvor vi så Ringenes Herre 3. Vi har sprunget toeren over, men det går nok.

Herefter tog Rix, Rikke W. og jeg på Nationalmuseet Te Papa - det var gratis og man må jo spare, hvor man kan. Det mindede lidt om eksperimentariet i Danmark. Vi morede os i hvert fald med at trykke på en masse knapper, hive i diverse håndtag og lignende, og så lukkede musset. Typisk. Det var så dagens 30 minutter udenfor vores YHA's vægge. 

Da vi kom hjem igen efter vores vilde aktivitet, lavede drengene igen lækker mad. Denne gang fik vi Pasta/porre tærte a la Anders. Han kan med garanti godt få lov at lave mad til mig igen. Vi endte da også med at blive 12 mennesker til mad denne aften, hvilket er en tredjedel af holdet. 

Efter middagen tog Rix, Rikke W., Malthe, Jacob og jeg i biografen for at se American Hustle. Den kan ikke anbefales. Don't. Lad være med at se den. Seriøst. Vi blev i hvert fald enige om, at det både var spild af penge, timer og ikke mindst kalorier (vi havde selvfølgelig købt den største popcorn og sodavand...), men det var nu meget hyggeligt. Vi var i hvert fald i godt selskab. 

Så blev det sidste dag i Wellington. Hvor vi i går havde taget det meget stille og roligt, havde vi en masse, som vi gerne ville nå i dag. Mindre god prioritering af tiden. Vi var nogle stykker, som gerne ville i fitness, men da prisen lød på 25 NZ$, blev vi lidt for nærige. Jeg tog i stedet ud at løbe med Malene. Vi aftalte en 3-5 km, idet jeg normalt aldrig løber - det er simpelthen for kedeligt. Vi løb langs havnen, hvilket var rigtig hyggeligt og før vi vidste af det havde vi løbet 4 km. Mindre detalje, at vi også skulle hjem igen... Jeg endte med at have løbet 8 km på omkring 50 minutter (størstedelen af turen i modvind!) og jeg kan love for, at der går længe før jeg kaster mig ud i sådanne en løbetur igen.

Rikke W. og jeg havde lovet drengene, at vi nok skulle lave aftensmad, når nu de havde været så flittige de to forrige aftener. Menuen stod på hjemmelavet pizza, og det endte med, at vi blev 9 personer til mad. Der var handlet ind til 32 pitabrødspizzaer og 4 normale pizzaer. Dermed var der også lidt til madpakken. De blev gode, sådan rigtig gode faktisk og der var rigeligt til madpakker også. Mums. Christina var også stolt over at se, at vi var så mange, der lavede mad sammen og at vi ikke tog den nemme løsning og bare købte det færdiggjort. Vi kan tydeligvis sagtens selv lave noget endnu bedre - og sundere. True that!

Om aftenen havde Emil planlagt en aftentur til Mt Victoria. Fra toppen af Mt Victoria kunne man se udover hele Wellington. Det var et virkelig smukt syn og klart hele gåturen værd, selvom mine ben ikke var helt enige. På vejen hjem spottede vi en rimelig lang rutschebane og som de legebørn, vi tydeligvis alle er, skulle der rutsches. Rutschebanen endte på en legeplads og her begyndte legen for alvor. Jonas var klart det største legebarn af os alle, men det kom vist ikke bag på nogen. Det er heller ikke hver dag, at man har mulighed for at gynge med udsigt over Wellington City by Night. What a view. So pretty. 

Jeg lovede Jonas en lille hilsen til mor Lise. Velkommen på bloggen. Jonas lever uden tvivl livet og har det godt - måske endda lidt for godt.☺ Som tidligere nævnt bliver der hygget og leget til den helt store guldmedalje.

Fredag morgen klokken 06:30 blev vores bagage hentet. Vi havde for første og sidste nat værelse 403 for os selv, og sov over os. Skide godt. Vi vågnede derfor først da Malthe ringede og vækkede mig, Rikkes vækkeur ringede en time senere en planlagt og Jacob kom og bankede på klokken 06:45. Lastbilen var forsinket. Hell yeah. Vi kom ualmindelig hurtigt ud af sengen, fik lukket kufferterne og fløj ned og ud. Lastbilen var endnu ikke kommet. Hvor heldig har man lov at være..? Nå, men vi nåede det hele og var klar, da vores bus ankom 07:30.

Vi skulle køre i små ti minutter, før vi ankom til havnen. Herfra skulle vi 3 timer med færge, hvorefter vi skulle med en offentlig bus i ca. 2,5 time til Nelson. Se en kort video over transportruten her. Igen bor vi på YHA og jeg er kommet på værelse med Line, Emma og Mie. For første gang er det ikke Christina, der har lavet værelsesfordelingen, men Lotte og Line. Værelserne er lavet ud fra hvem der ikke snakker så meget sammen eller ikke rigtig har boet sammen endnu. Det er selvfølgelig svært at få det til at gå op og samtidig gøre alle tilfredse, men jeg synes sgu, at de har klaret opgaven godt. Well done ladies!

Lots of love ♥♥♥

Wellington

De sidste timer i National Park blev brugt på at fejre Fibi på hendes fødselsdag og en kort Ringenes Herre tur. Malthe havde igen skrevet en fin fødselsdagssang. Denne gang til melodien The Lazy Song af Bruno Mars. Og så havde Christina da sørget for lækker banan/chokoladekage til morgenmad. Altid godt med kage fra morgenstunden.

Det var langt fra alle, der havde tilmeldt sig Ringenes Herre turen, eftersom de fleste var godt trætte efter gårsdagens vandretur. Vi kørte til The sattle, som ligger ved et skisportsområde. Her havde vi udsigt til tre Ringenes Herre locations og Mt Ngauruhoe. Vi så blandt andet det sted, hvor Sam og Frodo ser Mordor for første gang. Eller vi stod faktisk dét sted. Mordor er en smule anderledes i filmen i forhold til det virkelige syn. Dette skyldes, at Mt Ngauruhoe er helligt for maorierne og man derfor ikke må filme vulkanen, da sjælen dermed vil forsvinde. Der kan man bare se.

Bagefter sad vi og fik lidt varmt at drikke på en café i området, inden vi igen kørte videre. Denne gang gik turen til Tawhai Falls. Vi får virkelig set mange utrolig flotte vandfald. På vejen tilbage til YHA stoppede vi ved Chateu Tongariro. Det er på dette hotel, at skuespillerne boede i 6 uger under optagelserne. Et rimelig high class hotel.

Vi skulle med tog til Wellington. Se en kort video over transportruten her (jeg beklager, at illustrationen ikke helt passer). Som om fem-seks timer i tog ikke var nok, så var toget selvfølgelig forsinket. Typisk. 

Ved Wellington station ventede der en bus på os, som skulle køre os til YHA Wellington City 10 minutter væk. Her skal jeg bo sammen med Anders, Mark og Rikke W. indtil på fredag. Alt for fedt værelse.

Nogle valgte at tage i biografen om aftenen, mens andre tog ud at spise og hyggede. Jeg fik noget pizza med Rix og Rikke W., hvorefter vi hyggede på værelset på YHA. Her joinede både Mie, Jacob og Siff. Jacob endte med at crashe og hold nu op, hvor fik vi det varmt i løbet af natten. Puha. Det er simpelthen på vores værelse, at det sker.

I dag, tirsdag, stod formiddagen på shopping sammen med Rikke W. Jeg kommer igen til at kæmpe med pladsproblemer. Damn. Sådan går det, når man er pige og har et dominerende shoppe-gen. Can't help it.

Rikke og jeg spiste lækker frokost ude efterfulgt af en obligatorisk dessert. Jeg skal love for, at jeg holder kageformen, til jeg kommer tilbage på arbejdet. Jeg fik en virkelig god chokoladekage. Mums.

Aftenen står på fælles buffet i anledning af Fibis fødselsdag i går efterfulgt af et smut i byen. Hvor turen går hen vides endnu ikke, så nu må vi se hvad det ender med. Spændende. 

Lots of love ♥♥♥

Nature wonders

Åh, følelsen af at skulle tidligt op og køre i bus i noget der minder om hele dagen... Man kan vist roligt sige, at vi ikke var meget værd. Det var blevet tid til at tjekke ud af YHA Rotorua og sætte kursen mod National Park via Wai-O-Tapu. 

I Wai-O-Tapu Thermal Wonderland fik vi en guidet tur rundt i en lille del af området. Wai-O-Tapo ligger i Taupo Volcanic Zone, hvilket White Island også er en del af. Første stop på ruten var Devil's Home - noget af en velkomst! Dette er et eksempel på hvordan aktiviteter i under jorden kan forårsage, at overfladen kollapser.

Selvom motivationen til at fortsætte var lav og tæt på ikke-eksisterende, fortsatte vi blandt andet forbi flere kratere og mudder pools. Igen fik vi fortalt, at boblerne ikke skyldes vandets temperatur, men grundet indre gasser i jorden.

Fra flere af hullerne kom der røg, der altsammen stank langt væk af rådne æg. Ud fra de flestes ansigtsudtryk, kunne det vist også konkluderes, at stanken af rådne æg og tømmermænd ikke er en god cocktail. Godt nok får jeg ikke tømmermænd (7, 9, 13), men der stank virkelig, og ved nærmere eftertanke, så bliver det nok aldrig godt. Tømmermænd eller ej. Føj.

The Champagne Pool (se billedet ovenfor) er den største i området med sine 65 meter i diameter og 62 meter dybde. Den orange farve rundt i kanten skyldes et mineral kaldet Antimony. Også her skyldes boblerne i vandet gasser, da vandets temperatur er på omkring 74 grader.

Sidste stop inden turens afslutning var ved  Devil's Bath (se billedet nedenfor). Grundet vandets farve er det formentlig kun djævlen, som kunne finde på at snuppe sig et bad her - derfor navnet. 

Ind i bussen og så ud igen efter 2 minutters kørsel. Sådan! Vi skulle da også lige se Lady Knox-gejseren i aktion. Det var hurtigt overstået og turen gik videre til Huka Falls. Dette meget kraftige vandfald står for 15% af hele New Zealands energiproduktion. Vandfaldet er omkring 10 meter højt og altså kun et par meter højere end det vandfald, som vi raftede ned af forleden dag. Jeg ville dog ikke ønske at prøve kræfter med Haku Falls - det er vist lidt for voldsomt og farligt.

Et par timer i bus senere, hvor vi lige havde handlet lidt på vejen, ankom vi til National Park. Se en kort video over transportruten her. Jeg er taknemmelig for, at vi fik lov at handle på vejen. Skal jeg give en detaljeret beskrivelse af hvad der er i byen, vil den nok lyde nogenlunde sådan her: absolut ingenting! Seriøst. Jo okay, der er en togstation og that's it. Det er ligesom at være kommet på landet. Området lige omkring os er flat - næsten som at være hjemme i Danmark. 

Vi havde to nætter i National Park, hvorefter rundrejsen igen går videre mod syd. Jeg boede på værelse med Cecillie og Stine, som jeg begge har boet sammen med tidligere. Ganske hyggeligt. Efter vores ankomst lørdag gik Cecillie og jeg en lille tur i området og fik endnu en gang konstateret, at der ikke er en skid i byen. Herefter lavede jeg lækker aftensmad med Mie, Fie, Malene og Camilla bestående af madpandekager. Dejligt med noget andet end pasta og kødsovs!

Dagen i går stod på små 20 km vandretur i form af Tongariro Crossing. Lad mig sige det sådan: Vi havde absolut ingen anelse om hvad vi havde kastet os ud i. De første, lad os sige 5 km, var meget stille og rolige, idet det gik forholdsvis lige ud. Jeg havde den gule førertrøje sammen med Isabel. Det vendte så lidt, da vi kom til Devil's staircase. Holy Kamoly, det var hårdt og jeg kan konkludere, at jeg på ingen måde har tilbragt nok tid på stepmaskinen i fitness. Damn. Nogle af drengene overtog i hvert fald førertrøjen et stykke af vejen.

Vi fik den selvfølgelig igen ved enden af Devil's staircase. Her var der mulighed for at dreje af og bestige Mt Ngauruhoe - bedre kendt som Mt Doom. Idet Isabel og jeg vandrede turen i Nike, valgte vi ikke at kaste os ud i dette, men fortsatte i stedet mod Red Crater og Emerald Lakes. Her skulle vi slide ned ad bjerget. Isabel vælger at falde på røven og jeg gør hende kunsten efter, idet jeg flækker af grin over hendes styrt. Karma is a bitch. Jeg får mig et par skræmmer i håndfladen, som jeg renser mens vi holder pause og nyder udsigten over de turkisblå søer. 

Efter en kort pause fortsatte vi mod Blue Lake og Ketetahi hytten. Glæden over synet af hytten var desværre kortvarig. Christina havde advaret os: vejen derned var det rene zigzag. Så tæt på og dog så langt fra. Deprimerende. Det tog os omkring en halv time at nå hytten, hvor vi igen holdte en kort pause inden vi begyndte på sidste etape. 

Der var omkring en halvanden times vandring fra hytten og til mål. Vi gik igennem det smukkeste landskab. Det var lidt Ringenes Herre look-a-like. Eller i hvert fald sådan som jeg havde forestillet mig New Zealandsk landskab efter at have set filmene. Wauw. Den sidste times vandring fandt sted i regnskoven, hvilket var en meget fugtig og varm fornøjelse. Jeg skal love for, at vi fik set meget forskellig natur under vores vandring og det hele var utrolig flot.

Christina troede ikke sine egne ører, da vi ringede klokken 13:00 og sagde, at vi var kommet i mål ved Ketetahi Carpark. Pretty awesome. Isabel og jeg klarede små 20 km vandretur på 5 timer og 15 minutter i kondisko. Nike er så undervurderet! Dette betød dog, at vi havde 2,5 timers ventetid inden bussen kom 15:30. Vi var 15 ud af 35 med bussen, hvoraf nogle havde besteget Mt Ngauruhoe. Det viste sig også, at der var 13 personer, som havde overvurderet deres egne evner hvad angår vandring ved at bestige Mt Ngauruhoe og var derfor kun halvvejs(!), da vi blev hentet. Holy Kamoly.

Vi sov alle godt og tidligt den nat!

Lots of love ♥♥♥

White Island

Så blev det tid til en tur, som allerede var blevet tilmeldt inden afrejse fra Kastrup Lufthavn. Denne gang skulle vi med bus til Whakatane, der ligger halvanden times kørsel fra Rotorua, klokken 05:45. Føj, hvor var det hårdt at skulle forlade sengen så tideligt. Det var hverken min seng eller jeg klar på. Øv. Fra Whakatane skulle vi med båden Pee Jay IV til White Island, som ligger 49 km fra kysten. White Island kaldes også Whakaari (på Maori) og er New Zealands mest aktive vulkan.

Lige inden vi nåede White Island sænkede kaptajnen farten og bad os alle holde øje med en hval, som skulle være i området. Vi så den! Godt nok var den rimelig langt væk og det eneste vi egentlig kunne se, var noget vand, der blev sprøjtet op i luften og en mørk skikkelse i vandoverfladen. Men det tæller - jeg har set en hval!

Nå, men vi skulle som sagt til White Island og det kom vi så. Vi blev udstyret med nogle lækre gule hjelme og en gasmaske. Herefter blev vi sejlet ind til øen i en lille gummibåd, hvor vi fik en guidet tur rundt. 

Der blev ikke ligefrem set noget lava, men det var måske også meget godt. Til gengæld så vi en masse boblende mudderpøle. Ifølge vores guide var disse pøle ikke varme - kun små 70 grader. Yeah right. Det er jo ingenting, nej. Anyway boblerne kom fra forskellige gasser under jordens overflade og ikke fordi vandet var varmt. 

Efterfølgende sejlede vi til en lidt roligere bugt i nærheden. Her fik vi serveret en fin lille madpakke. Okay, måske ikke så spændende, men den var ok - den indeholdt i hvert fald kage. Der var også mulighed for at tage sig en dukkert i vandet. Det var dog kun Jonas, der havde lyst til at kaste sig ud i dette. Bogstavlig talt, han sprang på hovedet ud fra toppen af båden.

Imens sad vi andre og nød solen. Endnu en dag med knaldblå himmel. Henne ved klipperne spottede vi en enlig sæl. Jonas var klar på at svømme hen til den, men fik dette frarådet på det kraftigste, da sæler har det med at bide....hårdt.

Så gik turen ellers mod fastlandet igen og undervejs så vi endnu en sæl. Eller os, der ikke sov, havde i hvert fald muligheden for det. Jeg vil dog alligevel vove den påstand, at vi alle lukkede øjnene et øjeblik eller to. Det er hårdt og udmattende med alle de oplevelser og nye indtryk.

Til trods for trætheden endte vi allesammen i byen. New Zealand-holdet havde anbefalet The Lava Bar, som ligger på gaden ved siden af vores, så der skulle vi da hen. Det var jo sidste aften og hvad er bedre end 35 unge med tømmermænd i en bus. Vi har heldigvis ingen problemer med at sove, og hvad skulle man ellers lave på en bustur - en oplagt mulighed for at få indhentet lidt af den manglende søvn. 

Lots of love ♥♥♥