Honey, I'm hooome!

Home sweet home. Der kommer altså lige et sidste indlæg. I går, mandag den 27. maj, var dagen hvor de sidste 10 kom på dansk jord igen efter to uger i Thailand. Til trods for urolighederne i Bangkok lyder det til, at de har haft nogle rigtig gode uger.

Da jeg er tilbage på arbejdet havde jeg ikke lige mulighed for at dukke op i lufthavnen, da de ankom til Danmark. Jeg var der i tankerne og det er vel tanken, der tæller. Det er hårdt at være hjemme og igang igen, men dejligt at være hjemme til mors kødgryder. Mums. Jeg har en del at tænke på både med hensyn til arbejdet, men også med hensyn til genoptræning af mit knæ - ja, nærmest hele mit venstre ben - og derudover er det jo også ved at være tid til at søge ind på en videregående uddannelse. Jeg er gået lidt væk fra Syddansk Universitet og Slagelse. I stedet er jeg begyndt at kigge lidt på CBS, som faktisk har et lignende studie: Engelsk og Organisationskommunikation. Jeg har heldigvis et par uger til at tænke over det i.

Hvad mit knæ/ben angår, så har jeg allerede gjort store fremskridt. Jeg kom til lægen allerede dagen efter jeg ankom til Danmark igen, efter mange timer brugt i luften. Se en kort video over transportruten her. Lægen fortalte mig, at jeg rolig kunne smide både skinne og krykker idet mit knæ ikke fejler noget. Desværre vil genoptræningen tage mig omkring en måned - og så burde mit knæ være OK - eftersom jeg har haft skinne på i en måned. Fantastisk.

Halvdelen af måneden er nu gået og jeg kan på nuværende tidspunkt næsten gå normalt. Næsten, men der er ikke meget galt. Jeg kan stadig ikke gå på trapper, så det er ét skridt af gangen og når jeg bøjer og strækker mit ben knækker det i knæet og gør voldsomt ondt. I morgen skal jeg så til en fysioterapeut, så jeg forhåbentlig kan blive lidt klogere på hvad der foregår inde i knæet på mig samt få nogle flere øvelser. Jeg ved at cykling skulle være godt, men det gør ærlig talt ret ondt. Mit knæ knækker og jeg cykler i første gear, så det går heller ikke så hurtigt. Mindfullness!

Jeg er ved at vænne mig til tanken om at være hjemme igen, men det er nu stadig lidt tomt og ensomt til tider. Det er hårdt at gå fra at have 35 mennesker omkring sig hver dag til pludselig at være "alene". Heldigvis har vi stadig hinanden, kan skrive sammen, ringe sammen eller hvad vi nu lige føler for - vi bor bare ikke sammen længere. Der er da også tale om en reunion i den nærmeste fremtid og flere brugte da også lørdagen på Aalborg Karneval.

Friends are always friends, no matter how far you have to travel back in time. If you have memories together, there is always a piece of your friendship inside your heart.

Lots of love ♥♥♥

Final countdown

Vores bus kom et kvarter efter vi burde være kørt fra vores hostel, så det... Men vi nåede det hele. Jeg fik tjekket ind på business class med 40 kg, blå løber og det hele. Fint skal det jo være. Som lovet var der en kørestol klar til mig i Sydney lufthavn inkl kvindelig transportør. Det blev simpelthen ikke sparet på noget. Rix endte dog med at tage over.  

Jeg blev boardet før alle andre og skulle selvfølgelig sidde alene og bredde mig på al den plads der følger med til business class samt nyde godt af alt den gode mad. Derudover fik jeg da også lige set et par film inden det blev sengetid. 

Jeg blev vækket fra den bedste søvn jeg nogensinde har fået i et fly. Jeg er virkelig fan af at kunne ligge ned. Det var virkelig rart for knæet. Jeg vågnede til lækker morgenmad med frisk frugt og scramble eggs samt både varmt og koldt at drikke. Og så nåede jeg da lige at se endnu en film. Yay for business class selvom det er lidt ensomt.

I Dubai lufthavn var der igen booket en kørestol til mig, som sødeste Anders kørte mig rundt i. Dubai lufthavn er virkelig enorm med tog mellem de forskellige gates. Jeg spurgte efter kanelsneglebutikken, men den eksisterer desværre ikke længere. So sorry Sus!

Da vi skulle boarde fik jeg simpelthen forbud, om at hinke op af de omkring 30 trappetrin, der var op til flyet. Jeg blev derfor kørt i min ellers fine kørestol ind i en vogn, der blev hejst op til flyniveau. Fancy.

Business class i dette fly var ikke helt så isoleret som på det forrige. Denne gang sad jeg både på samme etage som de andre fra holdet, blot længere fremme, samt jeg kunne se de andre på samme klasse som mig. Igen fik jeg set et par film til at slå de seks timers flyvetur ihjel. 

Lots of love ♥♥♥

Sydney

Så blev det tid til vores sidste destination, Sydney. Malthe og jeg blev hentet fra Discovery klokken 7 om morgenen, hvorefter vi blev kørt ud til lufthavnen. Vores fly var selvfølgelig 2 timer forsinket. Skønt! Og køen til security var uendelig. Her har det så sine fordele at være skadet. De valgte at lukke den kø, som vi stod i, men vi fik da alligevel lov til at gå igennem, mens de andre måtte skifte kø. Surprise, så hylede maskinen, da jeg gik igennem og mens jeg blev kropsvisiteret fik jeg en hyggelig samtale med personalet om min skade.

Om bord på flyet fik vi en ekstra plads, idet pladsen ved siden af os var ledig. Yes! Godt nok tog flyveturen kun en times tid, men det var virkelig rart at kunne have benet oppe. 

I Sydney skulle vi bo på Wake Up!, hvor jeg delte værelse med Emil, Anders og Malthe. Man er vel en af drengene...? Resten af mandagen stod på ren afslapning for alles vedkommende.

Nu har jeg været i både Melbourne OG Sydney, som begge har haft en fight, om hvilken by, der egnede sig bedst som Austaliens hovedstad. Da de desværre ikke kunne blive enige, etablerede man Canberra i midten af de to byer. Så jeg har vel nærmest været i Sydneys hovedstad??? De lokale fraråder i hvert fald på det kraftigste, at man tager til Canberra. Byen er åbenbart ikke det værd.

Tirsdag skulle vi på sightseeing rundt i Sydney. Vi fik set alt hvad man skulle se, når man er i Sydney: Operahuset, Harbour Bridge, Darling Harbour, stedet hvor Frederik og Mary mødtes og meget mere.

Christina og jeg måtte desværre hoppe af inden vi kom til Bondi Beach, eftersom jeg skulle til lægen med mit knæ klokken 11. Øv. Men jeg kom til lægen og fik en tid til en MRI scanning allerede klokken 15 samme dag. Jeg skal lige love for, at vi ikke spilder tiden.

Timerne mellem min lægekonsultation og min scanning slog Christina og jeg ihjel med shopping og en lækker frokost. Jeg fik simpelthen købt mig en ny kuffert. Så nu lider jeg vist ikke længere af pladsmangel. Og det er en letvægts på 3,5kg. Win.

Selve scanningen tog omkring 30 minutter. Jeg fik billederne med på print i en kuvert, som jeg ikke måtte åbne. Tarveligt, men jeg ville nok ikke vide hva jeg skulle kigge efter alligevel. Selve resultaterne ville blive oplyst til lægen, som jeg så ville modtage den efterfølgende dag. Typisk. 

Tålmodighed er en dyd og resultaterne fra scanningen var langt bedre end jeg havde turde håbe på. Ingen operation til mig. Til gengæld har jeg skadet musklen bagi mit venstre lår ret voldsomt. Direkte oversat, så har jeg lavet mig en Grad II forstuvning - hvad det så end helt skal betyde. Jeg skal derfor både til ortopæd og genoptræning/fysioterapi, når jeg rammer Danmark igen.

Onsdag aften var vi nogle stykker, der tog  ind og så The Lion King i Capitol Theatre. Hold nu op, hvor var det godt lavet. De har virkelig formået at illustrere scenerne fantastisk. Forståeligt at Rix har set forestillingen tre gange nu. Wauw. 

De resterende dage i Sydney blev hovedsageligt brugt på shopping, hvilket vel ikke kommer bag på nogen. Hele holdet kom vist ud med vores shopping abstinenser. Lækkert. Vi får først vægt- og pladsproblemer, når der skal pakkes til flyveturen hjem. 

Torsdag aften tog Siff, Josephine, Chris og jeg med nogle af drengene på Casino. Hold nu op, hvor var det stort. Mens drengene brugte penge, for det gjorde de, nød vi en cocktail i baren. Inden vi smuttede hjem igen, så vi lige drengene miste penge i Poker. Stakler, men de hyggede sig vist. 

Fredag havde vi afskedsmiddag nede på Darling Harbour. Her fik vi to retters menu bestående af hovedret og dessert samt Christina betalte vores første glas vin eller øl. Dette blev så efterfulgt af én....to....mange drinks. For mit og Siffs vedkommende bestod de fleste af jordbær. Mums!

Lørdag formiddag stod på et kort møde hvorefter jeg lige nåede at få shoppet det sidste. Jeg brugte en del tid på at jagte nogle Nike free (Sidsel!!), inden vi skulle mødes på vores hostel og sige farvel til dem, der skulle videre til Thailand. De blev hentet to timer før os andre. Jeg vil skyde på, at det var omkring halvdelen af holdet, der endte med at have tårer trillende ned ad kinderne. Det er mærkeligt, at vi ikke alle skal hjem til Danmark og endnu mærkeligere, at vi ikke bliver en del af hinandens hverdag på samme måde, som vi har været de sidste tre måneder...

Lots of love ♥♥♥

Batmania

Ny måned, ny destination. Malthe og jeg blev hentet ved 9-tiden og kørt til Ballina airport, som er den lufthavn, der ligger tættest på Byron. Vi havde en del overvægt og blev derfor nødt til at pakke en smule om. Hvad sker der også for, at man kun må have 20 kg pr kuffert. Hvem har det? Anyway Ballina airport er en meget lille lufthavn. Heldigvis var ventetiden ikke så lang. Vi brugte også en del tid på at gå igennem security. Det er ikke sådan at have skinne om benet og krykker - jeg er jo dømt til at blive stoppet. Jeg fik i hvert fald kørt krykkerne OG mine sko igennem en ekstra gang samt kropsvisiteret. Selve flyveturen tog to små timer. Der var fint med benplads, men stadig ikke helt optimalt for knæet.

Vores hostel, Dicovery, er helt okay med ganske fine faciliteter. Værelset er godt nok ikke noget at råbe hurra for - der er fire vægge og to senge. Ingen varme, så der er jævnt koldt om natten. Heldigvis har vi noget der minder om en dyne i stedet for blot et lagen. Første dag brugte vi på at gå lidt rundt i området, hvor vores hostel ligger. Man kan vist roligt sige, at vi er kommet til en storby. Skønt. Desværre kan vi ikke rigtig shoppe, da vi som nævnt ovenfor har lidt problemer med overvægt, så det må vente til Sydney.

Fredagen stod på heldags dannelsestur i Yarra Valley. Et smukt vinområde ikke langt fra Melbourne. På vej til vores første stop fik vi lidt at vide om Melbournes historie. Melbourne hed til at begynde med Batmania, opkaldt efter byens stifter John Batman. Sidenhen kom byen til at hedde Melbourne. Hvorfor? Batmania lyder da klart mere sejt.

Melbourne endte med at blive en storby, grundet The Victorian Gold Rush, der gjorde byen til en af verdens rigeste. Bum bum.

Anyway vores første stop var på et Chocolatarie & Ice Creamery. Nøøøj, hvor var det lækkert. Der var selvfølgelig smagsprøver og jeg skal lige love for, at de lavede noget himmelsk chokolade. Jeg bukkede utroligt nok ikke under og købte noget, men det var virkelig svært at lade være. Damn.

Bonus: Der var unlimited coffee from the on board coffee machine. Yay! Hvor er det bare længe siden, at jeg har fået kaffe...sådan rigtig kaffe. Maskinen blev da også udnyttet et par gange undervejs.

Næste stop på vores vintur var Coombe Farm Vineyard, efterfulgt af Yarra Valley Dairy og Domonique Portet Winery. Her fik vi smagt en masse lækre australske vine efterfulgt af en gourmet lunch i den største "by" i området. Ganske hyggeligt.

Derefter stod den på White Rabbit Brewery. Her fik vi både smagt en cider og lidt øl. Slet ikke tosset. Nabobygningen hertil var et vinsted kaldet Innocent Bystander. Malthe og jeg udnyttede tiden og smuttede derind, selvom det ikke var en del af turen - vores chauffør havde dog anbefalet det. Også her fik vi smagt på lidt forskellig vin, som umiddelbart var nogle af dem, der faldt mest i min smag. En skam, at dette sted ikke er en del af turen, men ifølge vores chauffør bliver stederne ofte byttet ud, så turene er sjældent ens.

Vores dannelsestur endte hos Killara Estate Winery. Et sted, hvor flere par vælger at blive gift, hvilket egentlig er forståeligt nok...der var virkelig smukt! Hos Killara fik vi også lidt snacks i form af små pizzastykker, inden turen gik tilbage til Melbourne.

Lørdagen stod på Great Ocean Road, som strækker sig langs Australiens sydkyst. Dette siges at være noget af Australiens flotteste natur og jeg er faktisk så godt som overbevist. Vi havde morning tea break (jeg er stadig stor fan!) med udsigt til strand og flot natur samt selskab af vilde farverige papegøjer og kakaduer. Mod alle odds kom både Malthe og jeg til at holde en af de vilde papegøjer. Godt nok har jeg holdt en ørn, men det er sgu en smule skræmmende, når der kommer en papegøje flyvende direkte imod dig. Alligevel rimeligt sejt og de var virkelig fine i farverne.

Også vores næste stop bød på vilde papegøjer. Disse papegøjer var dog lidt mere vant til at blive fodret og derfor ikke helt så sky, tværtimod, de satte sig på hovederne, skuldrene og armene af folk. Det var en virkelig utrolig oplevelse at komme så tæt på de vilde fugle og ikke nok med det, så så vi også flere vilde koalaer! Dem rørte vi dog ikke. Det siges, at de både bider og river. Jeg synes, at jeg er kommet mere end rigeligt til skade på denne tur, så tager ingen chancer, hvilket mine forældre nok sætter pris på.

Yderligere kom vi på rainforest walk. Ruten gik en del op og ned og dermed på ingen måde handicap venlig. Derudover bød regnskoven på kødædende snegle. Say what? Vi så dog ingen af dem, hvilken nok er meget godt. Jeg vidste ikke engang, at der fandtes sådanne snelge, men det gør der åbenbart. De er ikke meget forskellige fra andre snegle; de er sorte og har et sneglehus. Men der kan man bare se. Jeg vil dog vove den påstand, at jeg godt ville kunne løbe fra en snegl, trods mit handicap, hvis det skulle være. No worries.

Herefter kom vi igen ud til vandet. Denne gang med udsigt til The 12 Apostles. Det er en mindre detalje, at der faktisk slet ikke er 12 længere. Der er simpelthen et par stykker, der er kollapset i vandet. Næste stop var Loch Ard Gorge efterfulgt af vores sidste stop London Bridge. Ligesom i sangen, så er London Bridget faldet. Halvdelen er i hvert fald. Det er derfor ikke længere muligt, at komme ud på spidsen.

Det var to meget trætte unge mennesker, der kom tilbage til Discovery den aften. Alt for meget frisk luft. Men inden sengetid fik jeg da lige skypet lidt med dem derhjemme. Det gælder jo om at udnytte det, når vi endelig har net, der rent faktisk virker. Unbelievable.

Vores sidste dag i Melbourne stod på afslapning. Vi gik lidt rundt i byen og kiggede lidt butikker. Igen lykkedes det mig at lade være med at bukke under og købe noget - jeg må slå mig løs i Sydney. Inden solnedgang gik vi op i Eureka Skydeck 88. Dette er den højeste udkigspost i The Southern Hemisphere med udsigt over hele Melbourne. Bygningen er 300 meter høj, mens udkigsposten, der ligger på 88. etage er omkring 280 meter over jorden. Herfra kan man komme ud på The Edge, som er en glaskube, der bliver kørt ud, så man har mulighed for at kigge ned på jorden under sig samt nyde udsigten. En smule creepy, men fedt.

Lots of love ♥♥♥

Cheer Up, Slow Down, Chill Out

Byron Bay levede op til mine forventninger om Surfers Paradise, der viste sig at være en storby. Byron derimod er nok det, som de fleste ville kalde en hippie by. Ifølge Christina er det i hvert fald Australiens svar på Christiania.

Vi ankom til Byron fredag. Se en kort video over transportruten her. er skulle jeg dele værelse med Siff, Cecillie og Malene. Der er ikke de helt store muligheder i Byron, andet end at surfe og ligge på stranden. Vores hostel, Backpackers Inn On The Beach lå genialt i forhold til stranden, som mere eller mindre lå i forlængelse af baghaven. Hvor heldig har man lov at være. Jeg vil dog sige, at det ikke er helt nemt at gå på ét ben og med krykker i sand. Når det så er sagt, så er det heller ikke umuligt!

Man kan desværre godt mærke på vejret, at vi bevæger os sydpå langs Australiens østkyst. Vi ser ikke solen helt så meget her, som vi gjorde i både Brisbane og Surfers, men det er da muligt at få arbejdet lidt på sin tan.

Om lørdagen tog Malthe og Anders kampen op med bølgerne og tog deres første lektion i at lære og surfe. De efterfølgende dage var der flere, der gjorde dem kunsten efter og det lyder til, at alle er kommet op og stå et par gange. Mit knæ tillod mig desværre ikke at prøve kræfter med bølgerne, men til gengæld har Gouda tilbudt at dække en MRI scanning i Sydney! I første omgang skal jeg dog have en henvisning fra lægen...

Amalie havde fødselsdag og det havde hun jo og det var i søndags! Så blev det den 27. april og dermed min 21 års fødseldag - 8 timer før end i Danmark. Bum bum. Dette betød at jeg endelig måtte åbne de tre kort fra henholdsvis min mor og far, søster og mormor samt den lille pakke, som min søster havde sendt med, som jeg har haft liggende i kufferten siden min første pakke i Queenstown. TAK!! Åh, hvor er det mærkeligt, at have fødselsdag så langt væk hjemmefra - på den anden side af Jorden - men jeg modtog da den ene besked efter den anden hjemmefra da klokken slog midnat i Aussie. Yderligere blev jeg vækket med fødselsdagssang af holdet, som Malthe havde skrevet:

Melodi: Faxe Kondi (Spørg mig ikke hvorfor, jeg drikker mere cola!) 

For det Amalies fødselsdag

Og du ved vi giver den alt hvad den kan tag

Vi fester hele dagen

og vi vil bare have mere

men de tomme punge de bli'r bare fler' og fler'

Vers (rap)

Hey det Amalie her igen

og hun går meget op i kondi

Hun skader sig på mange måder

Måske noget af en blondie

Og det er ikke for sjov, når vi siger,

du har brugt ordentligt mange peng'

på at købe piller og sluge dem igen

Og når hun skal ud at shoppe

er det ikke et problem

Hun køber hele butikken,

kan ikke stå på sine ben

Men nu er hun ligeglad

og hun gør som det passer sig

Hun vil ud at prøve alt,

og Gud, hvor det stresser mig

For Amalie det er din dag

der er brunch og fælles mad

og mon ikke de her mennesker

kan holde dig glad

For det Amalies fødselsdag

Og du ved vi giver den alt hvad den kan tag

Vi fester hele dagen

Og vi vil bare have mere

Men de tomme punge de bli'r bare fler' og fler'

Efter den meget fine sang fik jeg en fødselsdagsgave fra hele holdet i form af to cremer og en neglelak. Virkelig sødt! Efterfølgende blev jeg forkælet af de sødeste mennesker med lækker lækker brunch, der indeholdt både pandekager, toast, scramble eggs og andet godt. Mums. Det er altid rart med gode venner til at forkæle en, når man har fødselsdag. Jeg bukker og takker.

Dagen gik som de foregående dage med at slappe af. Just go with the flow. Om aftenen lavede vi fælles spisning, hvor folk selv medbragte deres aftensmad. Derefter stod den på kage i massevis, idet vi fejrede tre fødselsdage (min, Emmas 28/4 og Lottes 30/4). Jeg havde bestilt hindbærcupcakes med white chocolate frosting, Emma Den du ved nok og Lotte havde bestilt drømmekage, så kage var der nok af. Men så er det jo også heldigt, at hele holdet er helt tossede med kage!

Vejrguderne havde simpelthen også været så søde at sørge for lidt fyrværkeri i dagens anledning i form af lidt lyn. Fint skal det jo være. Så vi sad og nød vores mad og kage udendørs under halvtaget. Mere hyggeligt bliver det vist ikke.

Den efterfølgende dag, mandag, var det som nævnt Emmas fødselsdag. Igen lød der skønsang fra morgenstunden af - en fantastisk tradition vi har fået stablet på benene. Dagen stod for mit og Malthes vedkommende på et par vandreture ned til BWT for at få styr på friugen. Det lykkedes da også Pierre at sammensætte en rigtig god plan for os alt taget i betragtning (læs: til trods for min efterhånden møg irriterende knæskade!!). Malthe og jeg skal simpelthen have fire overnatninger i Melbourne fra torsdag. Mens alle de andre tager nord på til Cairns og Great Barrier Reef, tager vi syd på. Malthe er så sød at holde mig med selskab, så jeg også får oplevet noget, når nu jeg ikke kan komme til Whitsundays, Fraser Island og andre mere eksotiske steder...

Om tirsdagen kom der sørme endnu en pakke fra verdens sødeste familie! Jubii. Det er virkelig dejligt at modtage pakker fra den anden side af Jorden. Især når den er fyldt med søde sager, som ikke fås, hvor jeg befinder mig. De andre kiggede da også sultent og længselsfuldt på mine salte fisk. Jeg kan kun sige, at jeg forstår dem fyldt ud - de er lækre. Og Haribo, Kinder samt Johan Bülow LOVE lakrids...jeg er fan!

Aftenen gik med pigehygge og Vampire Diaries marathon sammen med Siff. Møg hyggeligt. Vi havde slået lejr på drengenes værelse, da de både havde den største bærbar OG højtalere. Vi endte da også med at tilbringe onsdagen på mere eller mindre det samme. Dog fik vi også lige set Frozen indimellem alle afsnittene og Anders og Malthe deltog da også i vores marathon om onsdagen. Vi endte med at have set over halvdelen af anden sæson, så det... Denne serie kan virkelig anbefales - men pas på, man bliver virkelig afhængig!

Vores sidste aften i Byron gik som nævnt også med at se Vampire Diaries efterfulgt af hygge på værelset. Dette indebar frisk og saftig frugtsalat med hakket mørk chokolade og pakning af kuffert. Både Siff og jeg rejser videre torsdag, mens Cecillie og Malene bliver i Byron sammen med Isabel, Emilie og Louise.

Dejligt lige at komme lidt ned i gear, mens vi var i Byron. Nu er jeg så klar på at opleve lidt af sydkysten. 

Lots of love ♥♥♥