Mountain high, River deep

Det kan være svært at holde sig fra at gå op og ned, når vi bor på en bakke. Både i forhold til byen, men faktisk også i forhold til Hubben, hvor undervisningen foregår. Denne uge skulle vi lave persontypebestemmelser ud fra ennagrammet. Jeg er persontype 6, som er den loyale, planlæggende og til tider skeptiske person. Dette betyder ikke, at jeg umiddelbart ikke kan være spontan - det skal bare planlægges!

Tirsdag var der igen pakke hjemmefra. Jubii. Det er virkelig en dejlig overraskelse, når der kommer uventede pakker fra den anden side af jorden. Jeg har de sødeste forældre og i pakken lå der da også et brev fra den bedste storesøster. Lucky day!!! 

Tirsdag aften stod på biograftur med Pia (vores underviser), Cecillie og Søs. Vi skulle ind og se Captain America. Drengene har virkelig valgt den forkerte film fra. Den var faktisk rigtig god og kan klart anbefales. Uden tvivl bedre end de to andre, jeg har det hernede...men der skal selvfølgelig heller ikke så meget til.

Med hensyn til mit knæ begyndte det at drille mig onsdag idet det begyndte at knække indeni det. Lidt ligesom når man knækker fingre, hvis man blot lige tilføjer lidt smerte samtidig. Jeg endte i hvert fald hos lægen igen. Denne gang fik jeg at vide, at jeg formentlig har forstrukket senen på indersiden af knæet, som er forbundet til menisken.

Inden jeg nåede til lægen snuppede jeg lige Ledge Bungy på 47m. Dette bungy er placeret over Queenstown. Her er der mulighed for freestyle, da man er spændt fast rundt om livet i stedet for om anklerne. Jeg valgte at blive kastet ud. En virkelig uhyggelig og vild oplevelse!! Glæd jer til videoen. Jeg lægger vist ikke skjul på min krise... Men sjovt var det. 

Lægen sagde yderligere, at jeg godt måtte tage på heldagsridetur torsdag og gav mig en skriftlig lægeerklæring om ikke at springe Nevis Bungy (New Zealands højeste) på 134m fredag samt nogle nye piller. Disse piller minder om morfin og jeg bliver derfor godt døsig af dem.

Efter mit Ledge Bungy fik jeg mig min første Ferg Burger. Puha, det havde været meget farligt, hvis jeg havde smagt sådan en tidligere - de er virkelig gode! Jeg begynder at forstå den urimelig lange kø, der er. 

Anyway jeg tog på heldagsridetur med Christine, Cecillie og Isabel torsdag morgen klokken 0800. En rigtig hyggelig tur, som startede ret dramatisk ved at en flok heste kommer tordnende imod os. Der er kun ryttere på 2 ud af 5 heste, hvoraf den ene rytter falder af ved os. Vores heste holdes i ro og vi får tilset den faldne rytter, som er blevet ramt i hovedet under sit styrt. Hun bløder voldsomt fra øjenbrynet, men har det under omstændighederne godt. Vi får en bil til at samle hende op, hvorefter vi kan fortsætte vores tur. 

Jeg red på en smuk broget vallak ved navn Riley. Han er syv år gammel og derned en af de yngre heste på stedet. Under vores ridetur rider vi både gennem vand og skov samt op og ned ad bjerge. Naturen er utrolig smuk og det er fantastisk at opleve den fra hesteryg.

Desværre endte både Christina og jeg med at falde af. Christinas hest blev forskrækket idet en meget lavthængende gren knak, hvorefter den tog et galopanspring. Christina faldt af i farten og hev endnu en gren med sig i faldet. Heldigvis faldt hun af ét af de meget få steder, hvor der var græs under os istedet for sten.

Jeg derimod faldt af i skoven på en bjergside i fuld galop inkl buk op ad en bakke. Der blev ikke sparet på noget. Riley havde været rigtig sød og var det da også igen bagefter. Han brød sig bare ikke om at Mooch (Isabels hest), som var lavere i hierarkiet, overhalede ham. Jeg tog fra med mit dårlige knæ og albue. Da vi ikke kunne komme længere væk fra basen end vi var på daværende tidspunkt, var jeg nødt til at ride videre i tre yderst smertefulde timer. Herefter blev jeg hentet i bil og kørt tilbage til basen, hvor jeg fik is på både knæ og albue samt en cola.

Efter en times kørsel nåede vi endelig til Queenstown. Jeg var lidt for optimistisk, da jeg satte kurs på biografen med de andre. Planen var at vi skulle se Divergent, men i stedet endte jeg på hospitalet. Her fik jeg en slynge til armen, gips om hele venstre ben samt besked om at komme igen dagen efter til røntgen. 

Fredag stod derfor også på en tur på hospitalet. Her fik jeg taget røntgen af både albue og knæ. Jeg har heldigvis ikke brækket noget, men har formentlig klemt, slået en flig af eller lignende af den lille knogle i armen/albuen. Knæet var så ømt, at lægen ikke havde mulighed for en optimal undersøgelse. Jeg skal derfor tilbage på hospitalet på onsdag til endnu en omgang røntgen og en ny undersøgelse. Fint skal det være. Jeg fik en fin skinde på som jeg også skal sove med for at holde mit knæ i ro. 

Hjemme på værelset lå der et brev fra mormor. Yay! Det havde jeg på ingen måde regnet, så det var en rigtig dejlig overraskelse. Brevet må dog først åbnes den 27/4.. Spændende!

Fredag aften stod på byen med det andet hold for de flestes vedkommende. Jeg blev dog hjemme og hyggede sammen med Cecillie og Ida. Jeg går ligesom ikke så langt med det her knæ, så mulighederne var begrænsede anyway. 

De fleste tog på roadtrip i løbet af lørdagen. Det skulle jeg også have været, men det var desværre ikke helt så realistisk på grund af mit knæ og albue. Jeg tilbringer derfor friugen alene hjemme. Pisse hyggeligt.... Jeg endte derfor med at overnatte hos Christina fra lørdag til søndag. Om søndagen kom Jacob, Anders og Malthe hjem og overnattede og Emil kom hjem fra Christchurch. 

Christina, Malthe, Emil og jeg tog i biografen søndag aften for at se Divergent, når nu vi ikke fik den set i torsdags. Jeg endte med at sidde på gulvet, da det var mest behageligt for mit knæ. Filmen er ikke nær så god som bøgerne, men hvor mange film er egentlig det...?

Drengene tog afsted tidligere i dag, mandag. De var dog så søde at sørge for aftensmad til mig inden de smuttede i form af pasta med kødsovs, som blot skulle varmes. Dejlige drenge!

Igen var jeg alene hjemme. Jeg har fået størstedelen af mandagen til at gå med Game of Thrones og nu ser jeg Disneys Løvernes Konge. Samtidig kæmper jeg en hård kamp for at kunne se The Vampire Diaries og spille Sims. Det er desværre lettere sagt end gjort. 

Jeg gør små fremskridt med armen, hvilket umiddelbart er mere end hvad jeg kan sige om mit knæ på nuværende tidspunkt. Jeg kan strække og bøje armen forholdsvis meget, men endnu ikke vride den. Hvad angår mit knæ kan jeg bøje det en smule, når skinden ellers ikke sidder på, hvilket kun er, når jeg sidder på en stol i badet.

Jeg savner de andre og keder mig ulideligt meget. Jeg føler mig faktisk en smule ynkelig, men det er fandme også dårlig planlægning fra min side det her. Undskyld sproget, men det er altså virkelig deprimerende. Øv. Jeg tæller nærmest minutter til, at der kommer nogen hjem fra Unit R!

Lots of love ♥♥♥

Routeburn Track

Weekenden stod for fleres vedkommende på to dages vandretur i form af Routeburn Track. En rute der strækker sig 32 km op og ned af bjergene via skovlandskaber fyldt med store og små vandløb samt fine rislende vandløb. Det var, som at gå i et eventyrland med alfer og feer - magisk. Jeg forstår godt, at Christina anbefaler turen så kraftigt. Vi fik virkelig oplevet New Zealands natur på tæt hold. Ruten var ikke nær så markeret, som da vi gik Tongariro Crossing, hvilket betød, at vi nogle steder nærmest skulle klatre på klipperne for at komme fremad. 

Lørdag formiddag bød på lidt regn og en hel del tåge. Dette gjorde oplevelsen en smule anderledes - nærmest mystisk - end hvis der havde været sol fra en skyfri himmel. Jeg fulgtes med Malthe, hvilket var ganske hyggeligt. På et øjeblik forsvandt tågen. Det var mærkeligt at gå fra ikke at kunne se sin hånd for sig til pludselig at kunne se store bjerge med snebeklædte tinder. Så flot.

Glæden var stor, da vi langt om længe fik øje på Mackenzie Hut, hvor vi skulle tilbringe natten. Vi endte dog begge med at få dejavu til Tongariro Crossing, idet vejen lavede zigzag hele vejen ned. Det der med at kunne se målet, men ikke rigtig føle, at man kommer nogen vegne - jeg er virkelig ikke fan. Det er tarveligt, at være så tæt på og alligevel så langt fra. Vi nåede endelig frem og havde dermed tilbagelægge de første omkring 20 km af vores i alt 32 km vandretur. Hell yeah.

Vi var de første der ankom og omkring ti minutter senere ankom de næste allerede. Efter at have siddet i noget der minder om tyve minutter begyndte mit knæ at gøre ondt. Crap. Som aftenen skred frem gjorde mit knæ ikke just mindre ondt og det begyndte da også at hæve op. Typisk. Desværre er den eneste vej ud af Routeburn at gå... Jeg hvilede mit knæ og endte med at gå tidligt i seng. Vi sov i en hytte med 8 firemandssenge. Der var intet lys i hytten udover de lommelygter, som folk havde medbragt og der var derfor heller ikke det helt store at foretage sig efter mørkets frembrud. Jeg tror derfor ikke, at jeg gik glip af det helt store. De andre gik i hvet fald i seng kort tid efter.

Næsten morgen stod vi tidligt op. Alarmen var sat til 07:30, svarende til 08:30, idet New Zealand er gået over til vintertid. Det er lidt mærkeligt at tænke på, når Danmark gik til sommertid i sidste weekend. Der er derfor nu kun 10 timers tidsforskel i stedet for de tidligere 11 og 12 timer. Malthe og jeg til forholdsvis tidligt afsted fra Mackenzie og mod The Divide. Skiltene påstod, at turen ville tage omkring 4 timer, men når jeg nu skulle halte hele vejen, valgte vi at tage tidligt afsted. Det var godt nok nogle lange og yderst smertefulde timer, som jeg gik i møde. Malthe var rigtig sød og støttede mig hele vejen, og da Jonas undervejs overhalede os, var han så skøn at tage min rygsæk, så jeg ikke skulle slæbe på den. Dejlige drenge. 

På turen til The Divide kom vi forbi adskillelige vandfald. Det var hovedsageligt Earland Falls, et vandfald på 174 meter, der fangede vores opmærksomhed. Ved foden af vandfaldet var en smuk lille regnbue, som gjorde det virkelig eventyrligt. Her holdte vi vores eneste rigtige pause på turen og fik lidt mad indenbords inden turen igen gik videre. Grundet mit knæ og dermed mit ikke så hurtige tempo, var det lidt begrænset, hvor mange pauser vi kunne tillade os at holde. Eller sådan følte vi det i hvert fald. Desuden gjorde det også ondt, når jeg sad stille, så så en hel del frem til at nå The Divide og dermed få ro til knæet. 

Omkring 15 minutter inden målstregen falder Ida og slår hovedet lige ved øjenbrynet. Ikke nok med at hun slår hovedet, så slår hun også både skulder og det ene lår. Med andre ord har hun slået hele højre side af kroppen ret voldsomt. Nogle af os nåede en tidligere bus fra The Divide, men endte så med at skulle tilbringe to timer i Te Anau. Her skulle vi vente på den bus, som de resterende kom med, for derefter at blive kørt til Queenstown. Da vi ankom til Queenstown sendte Christine hurtigt både mig og Ida til lægen. Forsikringen bliver simpelthen så glad for mig! Jeg har fået lavet mig en voldsom overbelastning af mit venstre knæ og skal nu holde det i ro de kommende tre-fire dage. Når dette er sagt, så må jeg stadig gerne lave bungy og ride. Jeg skal blot holde mig fra trapper og bakker samt generelt holde mit knæ mest muligt i ro og dermed gå minimalt. Ida skal til lægen igen i morgen for at få taget røntgen af sin skulder. Vi håber på det bedste. 

Lots of love ♥♥♥

Upside down

Endnu en gang blev det mandag. I denne uge skulle vi arbejde med kommunikation i undervisningen. Det lykkedes dog ikke for værelset (inkl Malthe) at komme op og i skole. Vi følte ikke lige for det, da vækkeuret ringede og endte derfor med at blive hjemme. Ganske fin logik, hvis jeg selv skal sige det. Dagen brugte vi på noget, der minder om absolut ingenting. Der er intet som en fridag lige efter weekenden til at lave ingenting på. 

Didn't really feel like getting up and go to school today...

Så blev det april og dermed Mies fødselsdag. I dagens anledning havde Cecillie og jeg lovet at bage lagkager. Det endte med at blive til én lagkage med hindbær, hvid chokolade, jordbærcreme og hindbærglasur samt én lagkage med banan, mørk chokolade og kakao i både creme, lagkagebunde og glasur. Uden tvivl en succes. Der hersker vist ingen tvivl om, at vi er meget store kageelskere på dette hold. Det er næsten uhyggeligt, hvad vi er villige at gøre for kage egentlig. Da kagerne var spist, gik vi ned på den nærliggende rugbybane og spillede lidt rundbold. Man kunne jo håbe, at vi tabte lidt af alle de netop indtagede kalorier...

Når det så er sagt, så fik vi lækker middag på Winnies (pizzabar) til aften. Der var blevet dækket fint op med balloner og vi modtog armbånd, som gav os mulighed for diverse drinks til små 5 NZ$. Jeg fik en virkelig god salat, som jeg faktisk allerede havde prøvet to gage før. Denne gang bestilte jeg den dog med kylling - det talte jo for et måltid.

Efterfølgende smuttede vi først tilbage på vores hostel og drak lidt, inden vi igen gik ned til byen. Til en forandring endte på The Buffalo Club. For mit vedkommende endte byen dog forholdsvis tidligt - der er jo nogen, der går i skole...når vi ellers lige føler for det. 

Eftersom det var møg godt vejr onsdag, fik vi lov til at modtage undervisning i Queens Garden den sidste halvdel af dagen. Vi startede med at lege en form for fangeleg, hvor vi var opdelt i to hold. Ret interessant. Derefter snakkede vi om, hvordan vi kommunikerer. Herunder om vi siger "jeg" og dermd forholder os til os selv og spiller på vores egen banehalvdel eller om vi har en tendens med at sige "du" og på den måde "angribe" den anden part. Det sidste kan medføre til, at modparten går i forsvarsposition og en konflikt vil opstå.

Da klokken blev 13 mødtes vi med Christina i Parken. Det var tid til at få gjort noget ved den konkurrence, som DSC teamet i Danmark og stablet på benene. Her gælder det om, at få taget et fedt billede af holdet - billedet skal have mange likes på facebook(!) -, skrive et slogan samt de tre bedste oplevelser på rejsen. Præmien består af et maxbeløb på 12.000 DKK til en valgfri aktivitet/oplevelse for hele holdey. Jeg skal love for, at vi fik udfoldet for akrobatiske evner i form af to pyramider, to piger, der stod i gren (tror jeg nok det hed), en pige der lavede spagat i midten samt to piger som stod på hænder mellem de to pyramider. Denne opstilling lavede vi både i parken og efterfølgende også nede ved stranden. Vi blev nærmest en helt turistattraktion. 

Når nu vejret var så helt igennem fantastisk, så skulle vi da også nyde det! Derfor gik Camilla, Malene og jeg ned på rugbybanen og solede os i flere timer efter skole. Malene fik spillet fodbold med nogle drenge efter at have snakket om, hvor meget hun savner at spille alt for længe! Hun havde vist en del energi, som hun havde behov for at få ud. Jeg havde det nu meget godt med bare at ligge og nyde livet i solen...så længe det varede. Da solen gik ned, strømmede der til med sandflies og de synes virkelig at jeg smager lækkert. Det er møg irriterende, især fordi jeg ikke kan tåle de modbydelig små dyr. Øv. 

Efter aftensmad havde Cecillie, Rikke W., Rix og jeg aftalt med Pia og Christina at mødes hos Pia og få skrevet teksten til billedet. Det endte ud i ren råhygge med både vin, kaffe, the, chokolade og muffins. Der blev virkelig ikke sparet på noget. Fire-fem timer senere var vi endelig kommet frem til et tilfredsstillende resultat, som vi med god samvittighed kunne sende til DSC teamet i Danmark. Vi havde sammen fået skrevet et rigtig fint lille eventyr, der var meget beskrivende. Så alt hvad vi kan gøre nu er at be en stille bøn til at så mange som muligt vil like vores rigtig fine billede og tekst, når det ellers bliver lagt på DSC's facebookside en af de kommende dage. Jeg takker på forhånd!

Igen blev det tid til at prøve grænser af med lidt ekstremsport. Denne gang i form af Nevis Swing, som er verdens største gynge med et frit fald på 70 meter. Min mama havde fået et føl på tværs, hvis hun havde været med derude. Man springer i et bjerområde fra et skur skræmmende mange meter over jorden. Jeg swingede med Isabel. Det var så sjovt, at vi blev nødt til at prøve den to gange. Først upside down og derefter forwards backwards, hvor jeg var den der sad baglæns.

Det var virkelig klamt at stå med ryggen til kanten, da man dermed ikke havde nogen fornemmelse af hvor stor eller lille afstanden var dertil. Andet swing var klart det fedeste, idet vi ikke længere var helt så nervøse og dermed bedre kunne nyde det - også det frie fald. Det var også meget rart, at vi ikke selv styrede hvornår vi skulle falde eller ej, og ham manden, som styrede det, var usandsynlig god til at distrahere. 

To byture på én uge? Tja, hvorfor ikke...vi inviterede i hvert fald det andet hold med i byen torsdag aften. Vi endte dog med at blive ret spredt, da vi endelig ramte byen. Jeg endte med et par stykker fra mit eget hold samt to piger fra det andet hold på Cowboys. Her var der mulighed for at kæbe 1 liters øl til 10 dollars - et klart hit. Uden tvivl en møg god aften, som da også endte med, at Jonas, Rikke W. og jeg sad i sengen og åd is inden sengetid. Det medførte da også, at vi først kom i seng klokken 5. Ikke just vores bedste idé på en hverdag. Ud fra antallet af fremmødte til undervisningen dagen efter, var vi heller olle de eneste, som havde haft en vild aften og nok kommet lidt for sent i seng. Jeg skal love for at der var mandefald og jeg mødte da også selv først op sammen med Mie ved 10-11 tiden.

I skolen blev der arbejdet med at holde den gode tale. Vi skulle blandt andet fremvise noget enten alene eller sammen i par. Mie og jeg valgte at Lip Sync (mime) til Rigtige mænd fra Mulan. Til vores fine lille optræden havde vi lånt noget tøj af Anders - vi var jo trods alt mænd. Dertil bevægede vi os efter musikken og fortalte samtidig en kort historie. Jo mere overdrevet, jo bedre. Hold nu op, hvor var det sjovt. Det var nærmest ulideligt. De andre var villig også gode: vi havde både besøg af Nik og Jay samt Kaj og Andrea. 

Eftermiddagen blev brugt på at forberede os til Routeburn, en todages vandretur, som vi skal på i morgen. Der er både blevet lejet soveposer og rygsække, samt handlet lidt praktisk ind til turen. Idet det er en nationalpark, er der ikke mulighed for at efterlade nogle former for skrald under vandreturen. Dette gælder også æbleskrog eller lignende. Bare for at gøre det nemt for os.

Lots of love ♥♥♥

Like a boss

Der sker så meget hele tiden, at jeg helt glemte at fortælle om en sjov aktivitet i mandags. Malene, Malthe og jeg tog nemlig med Christina om aftenen og slog os løs som små dansemus. Vi tog simpelthen et nybegynderhold i ..... Nøj, hvor er det sjovt! En forholdsvis simpel dans, som derfor er rimelig nem at lære og vi dansede da i lidt over en time. Man skiftede konstant partner, som alle var øvede og fik dermed både ros og tips med på vejen.

Nå, men det blev altså torsdag. Endnu en skoledag. Denne gang skulle vi på udflugt idet vi skulle meditere i naturen. Vi vandrede omkring 6 km via en hyggeligt bjerg/skov sti til et fint roligt strandområde. Her skulle vi lave flere forskellige meditationsøvelser. Området var virkelig smukt og det var ret beroligende at lytte til havets bølger. Dermed ikke sagt, at meditation er nemt, for det er det virkelig ikke.

Malthe og jeg smuttede før tid fra undervisningen, eftersom vi skulle kaste os ud i vores første bungy jump - sammen! At hoppe ud fra en bro i 43 meters højde ned mod en flod er noget af det vildeste. Så er det ligemeget, om du har en ved siden af dig (som i mit tilfælde) eller ej. Sikke et sus! Jeg tror, at jeg grinte mig igennem det hele, mens Malthe havde krise. 

Så blev det fredag morgen og dermed næsten weekend. I skolen skulle vi arbejde med skyggesider. Herunder både de lyse og de mørke. Ret interessant. Timen tog dog en noget voldsom drejning, da der pludselig skulle tales om værste oplevelser. Isabel og jeg skulle tusses klokken 10, hvilket, set i bakspejlet, var meget godt planlagt. Vi sprang i hvert fald let og elegant over den ellers meget intense del af undervisningen.

Skitsen til Isabels tatovering var endnu ikke færdig da vi kom og eftersom vi ikke havde spist det helt store festmåltid til morgen, blev vi bedt om at gå ud i finde os noget mad. Vi endte med at snuppe en muffin og en mochacino - morning tea break, jeg er stadig stor fan!

Da vi kom tilbage til shoppen, var tatoveringer færdig. Ud fra Isas ansigtsudtryk var den bedre end forventet og jeg må da indrømme, at den er virkelig smuk. Remi (tatovøren) havde designet et utrolig fint og feminint kors med tre realistiske orkideer. Så flot. 

Jeg var den første, der skulle under nålen. Jeg skulle have lavet to. Vi startede med den bag mit højre øre, som forestiller Simba fra Løvernes Konge. Jeg havde forventet, at smerten ville være betydeligt værre, så jeg var positivt overrasket, da det nærmest kildede. Derefter skulle den på håndledet laves. Det er nok den tatovering, som har gjort mest ondt på mig, men hold kæft, hvor er jeg glad for den.

Derefter var det Isas tur. Hendes tog små to timer at få lavet. Hun var vildt sej, men der blev da skåret lidt ansigter en gang imellem. Hvilket er forståeligt nok taget i betragtning af hvor meget hun egentlig blødte. Remi blev nærmest bekymret for hende. Men som sagt, så var hun fandens sej.

Mens Isa var under nålen, kom Søs med til os med moralsk opbakning. Rigtig sødt. Da det værste var overstået tog vi på Winnies og spiste frokost inden vi smuttede hjem og slappede af.

Om aftenen havde vi planlagt afskedsfest for VATZ. Vi havde lejet Hubben og arrangeret lidt forskellig underholdning inden turen gik videre i byen. Isabel, Cecillie, Søs og jeg endte med at blive hjemme. Isabel og jeg måtte ikke drikke på grund af tatoveringerne og de andre ville hellere hygge med os derhjemme, fordi vi er så fandens dejlige. Vi endte med at sætte en god tøsefilm på og så havde Cecillie ellers købt lidt lækkert ind, som vi kunne hygge med. Jubiii.

Omkring klokken midnat, hvor vi skal til at gå i seng, kommer Rix og Rikke W. hjem. Rikke W. er så fuld, at hun ikke selv kan gå og Rix har derfor fulgt hende hjem og hjalp hende samtidig også med at få nattøj på og efterfølgende smidt i seng. Og jeg må sige, at Rikke W. er noget af det sjoveste, (også) når hun er fuld. Vi fik simpelthen skæld ud for at snurre værelset rundt. Undskyld, my bad. Det var da også tarveligt af os sådan at snurre værelset rundt om hende, når nu hun var så fuld og ikke havde det helt fantastisk. 

Pludselig vader Jacob ind i sengen og spørger os, hvor de popcorn er, som hele huset dufter af, hvorefter han kaster sig ned i min seng. Han ender dog med at lægge sig ned på gulvet og i sin brandert lykkes det ham at få sit tøj halvt af. Han prøvede også at kravle under sengen, da vi pænt fortalte ham, at han ikke kunne sove på gulvet. Det kunne han så og ham og Rikke W. begyndte at snorke om kap. Fedt. Virkelig fedt.

Lørdag var store kagedag for mit vedkommende. Jeg havde lovet at være Cake Boss og sørge for, at der blev bagt kage til når Jorden Rundt holdet ankom. De er 21 på holdet, hvoraf to af dem er drenge. Jeg fik hjælp fra Cecillie, Isabel og Søs til at få handlet ind og bagt alle kagerne. Sammen fik vi lavet 5 forskellige kager, hvoraf der var to af den ene, så der dermed var 6 kager i alt.

Vi fik både bagt chokoladekage med både hvid og mørk chokolade samt kakaoglasur (se billedet ovenfor), traditionel drømmekage, banankage med kakaoglasur (se billedet nedenfor), to æbletærter med kanel og en lagkage. Æbletærten havde Cecillie lavet til Unit R tidligere på ugen og tro mig, når jeg siger, at den er god. Virkelig god. Min Daddy ville dog ikke være enig, men den er altså virkelig lækker. 

En af pigerne fra det andet hold ved navn Amalie - smukt! - fyldte 21 og vi havde derfor lavet hindbærlagkage med hjemmebagte lagkagebunde og hvid chokolade. Mums. Vi lavede en rigtig prinsesselagkage med lyserød hindbærglasur og hvid chokolade rundt i kanten. Derudover havde vi da købt noget fint shiny noget med glimmer til at skrive på kagerne. Der var ikke et øje tørt. 

Kagerne faldt i god jord og blev rost til skyerne. Amalie blev især glad for sin lagkage - den var næsten, som den hun normalt får derhjemme. Vi er også blevet bedt om at sørge for lagkage til Mies fødselsdag på tirsdag, så noget må vi have gjort rigtigt. Lækkert. Anne var heller ikke helt afvisende ved tanken om, at vi også lavede lagkage til hende på hendes fødselsdag den 14. april, så nu må vi se.

Søndagen stod på shopping, så jeg har om muligt overfyldt min kuffert endnu mere. Jeg får virkelig et problem, når vi skal rejse fra Queenstown. Bliver simpelthen nødt til at finde de største og fineste dådyrøjne frem og score mig lidt plads i drengenes kufferter. Man kan jo håbe. 

Aftenen brugte vi på at se Noah i biografen. Endnu en skuffelse. Den er dog ikke lige så dårligt som American Hustle. Dog er ingen af dem værd at tage i biografen for at se. Den første fjerdedel af filmen var umiddelbart meget god. Derefter gik det så bare ned ad bakke. Meget ned. Filmen var virkelig langtrukken. En skam, når den ellers startede godt, men sådan er det jo. Måske vi bare skulle lade være med at gå i biografen hernede. Bortset fra Divergent - den skal ses! Glæder mig. 

Lots of love ♥♥♥

Back in school

Tidligt op og i skole. Denne gang står den på kommunikation og personlig udvikling. Et forløb, der strækker sig over de næste femten hverdage. Vores underviser hedder Pia og jeg skal lige love for, at der er energi og glade dage over hende. Altid godt med positiv energi.

Størstedelen af tiden blev brugt på en introduktion af hvad vores undervisning vil bestå af, Pia og hvem vi er som personer. Yderligere begyndte vi på vores livshjul og nedskrev dermed nogle af de vigtigste ting i vores liv samt det vi bruger vores mentale tid på.

Efter skole stod den endnu en gang på afslapning. Malthe og jeg endte med at sidde og sige mærkelige lyde til hinanden, hvilket var yderst komisk og virkelig underholdende. Rikke W. og Rix endte da også med at deltage i legen og dermed bidrage med nogle sjove lyde. Man har jo kun den sjov, man selv laver. 

Derefter stod den på festudvalgsmøde. Her planlagde vi en afskedsfest for VATZ på fredag, idet de rejser videre nordpå på lørdag. Vi har valgt at keep it casual, da det andet hold formentlig har pakket det meste ned til denne tid. Temaer er sjovest, når de er gennemført!

Endnu en skoledag. Denne gang lidt mere seriøst end introduktionen i går. Vi fuldendte vores livshjul og begyndte at fokusere på vores kerneværdier. Både de værdier, som vi har levet efter indtil nu, og de værdier, som vi ønsker at leve efter fremover.

Eftermiddagen blev igen brugt på afslapning (surprise!) og jeg var et smut nede på en af tattoo salonerne i byen sammen med Isabel. Om aftenen hyggede vi i huset og så Kung Fu Panda. Jeg tror seriøst aldrig, at den film bliver kedelig - den er stadig møg sjov. 

I dag, onsdag, vågnede vi op til isnende kulde i hele Unit R. Der var en temperatur på lige over frysepunktet, omkring 1-2 grader for at være lidt mere præcis. Dette gjorde det ikke ligefrem nemmere at stå op og forlade sin seng og dyne. Varmeanlæget virker vist ikke helt optimalt....

I skolen skulle vi formulere vores vision for livet samt nogle mål hertil, så visionen bliver lettere at leve og stræbe efter. Til slut skulle vi lave nogle visionboards ud fra magasin udklip, der illustrerede både vores vision og vores kerneværdier. Emilies visionboard var klart blandt mine favoritter (se billedet ovenfor). 

Da vi fik fri gik Isabel og jeg endnu en gang ned til tattoo salonen. Her fik vi nogle priser på tattoos - helt ok! Derefter smuttede jeg med nogle af de andre hen for at handle ind til aftensmad bestående af pasta med kødsovs. Kreativiteten vil simpelthen ingen ende tage!!

Cecillie havde været så sød at bage æbletærte til Unit R til dessert. Derudover havde Jacob sørget for varm kakao. Vildt lækkert. Daddy ville nok ikke bryde sig om tærten, da den indeholdt kanel, men den var altså overraskende god. Jeg bukker og takker mange gange. 

Efter både hovedret og dessert gav Rikke W. og jeg os til at bage pølsehorn til madpakken i morgen. Vi skal nemlig ud at hike og spiser derfor ikke hjemme til frokost. Vi er virkelig aktive og hyggelige i vores hus hvad angår diverse aktiviteter i fællesrummet. Vildt fedt!

Isabel kom også forbi fra P1 og hyggede lidt med. Vi snakkede blandt andet om Isabels nuværende og kommende tatoveringer og betydningen af disse. Det endte med at vi sad fem piger med tårer trillende ned af kinderne. Skide godt. Det skal så tilføjes, at Isabel ikke var én af de fem. Crazy shit. Jeg tror virkelig, at den undervisning river op i noget indeni os allesammen. Det er næsten skræmmende så let folk har til tårer disse dage. Det er blevet virkelig dybt og vi kommer utrolig tæt på hinanden.

Lots of love ♥♥♥