Cheer Up, Slow Down, Chill Out

Byron Bay levede op til mine forventninger om Surfers Paradise, der viste sig at være en storby. Byron derimod er nok det, som de fleste ville kalde en hippie by. Ifølge Christina er det i hvert fald Australiens svar på Christiania.

Vi ankom til Byron fredag. Se en kort video over transportruten her. er skulle jeg dele værelse med Siff, Cecillie og Malene. Der er ikke de helt store muligheder i Byron, andet end at surfe og ligge på stranden. Vores hostel, Backpackers Inn On The Beach lå genialt i forhold til stranden, som mere eller mindre lå i forlængelse af baghaven. Hvor heldig har man lov at være. Jeg vil dog sige, at det ikke er helt nemt at gå på ét ben og med krykker i sand. Når det så er sagt, så er det heller ikke umuligt!

Man kan desværre godt mærke på vejret, at vi bevæger os sydpå langs Australiens østkyst. Vi ser ikke solen helt så meget her, som vi gjorde i både Brisbane og Surfers, men det er da muligt at få arbejdet lidt på sin tan.

Om lørdagen tog Malthe og Anders kampen op med bølgerne og tog deres første lektion i at lære og surfe. De efterfølgende dage var der flere, der gjorde dem kunsten efter og det lyder til, at alle er kommet op og stå et par gange. Mit knæ tillod mig desværre ikke at prøve kræfter med bølgerne, men til gengæld har Gouda tilbudt at dække en MRI scanning i Sydney! I første omgang skal jeg dog have en henvisning fra lægen...

Amalie havde fødselsdag og det havde hun jo og det var i søndags! Så blev det den 27. april og dermed min 21 års fødseldag - 8 timer før end i Danmark. Bum bum. Dette betød at jeg endelig måtte åbne de tre kort fra henholdsvis min mor og far, søster og mormor samt den lille pakke, som min søster havde sendt med, som jeg har haft liggende i kufferten siden min første pakke i Queenstown. TAK!! Åh, hvor er det mærkeligt, at have fødselsdag så langt væk hjemmefra - på den anden side af Jorden - men jeg modtog da den ene besked efter den anden hjemmefra da klokken slog midnat i Aussie. Yderligere blev jeg vækket med fødselsdagssang af holdet, som Malthe havde skrevet:

Melodi: Faxe Kondi (Spørg mig ikke hvorfor, jeg drikker mere cola!) 

For det Amalies fødselsdag

Og du ved vi giver den alt hvad den kan tag

Vi fester hele dagen

og vi vil bare have mere

men de tomme punge de bli'r bare fler' og fler'

Vers (rap)

Hey det Amalie her igen

og hun går meget op i kondi

Hun skader sig på mange måder

Måske noget af en blondie

Og det er ikke for sjov, når vi siger,

du har brugt ordentligt mange peng'

på at købe piller og sluge dem igen

Og når hun skal ud at shoppe

er det ikke et problem

Hun køber hele butikken,

kan ikke stå på sine ben

Men nu er hun ligeglad

og hun gør som det passer sig

Hun vil ud at prøve alt,

og Gud, hvor det stresser mig

For Amalie det er din dag

der er brunch og fælles mad

og mon ikke de her mennesker

kan holde dig glad

For det Amalies fødselsdag

Og du ved vi giver den alt hvad den kan tag

Vi fester hele dagen

Og vi vil bare have mere

Men de tomme punge de bli'r bare fler' og fler'

Efter den meget fine sang fik jeg en fødselsdagsgave fra hele holdet i form af to cremer og en neglelak. Virkelig sødt! Efterfølgende blev jeg forkælet af de sødeste mennesker med lækker lækker brunch, der indeholdt både pandekager, toast, scramble eggs og andet godt. Mums. Det er altid rart med gode venner til at forkæle en, når man har fødselsdag. Jeg bukker og takker.

Dagen gik som de foregående dage med at slappe af. Just go with the flow. Om aftenen lavede vi fælles spisning, hvor folk selv medbragte deres aftensmad. Derefter stod den på kage i massevis, idet vi fejrede tre fødselsdage (min, Emmas 28/4 og Lottes 30/4). Jeg havde bestilt hindbærcupcakes med white chocolate frosting, Emma Den du ved nok og Lotte havde bestilt drømmekage, så kage var der nok af. Men så er det jo også heldigt, at hele holdet er helt tossede med kage!

Vejrguderne havde simpelthen også været så søde at sørge for lidt fyrværkeri i dagens anledning i form af lidt lyn. Fint skal det jo være. Så vi sad og nød vores mad og kage udendørs under halvtaget. Mere hyggeligt bliver det vist ikke.

Den efterfølgende dag, mandag, var det som nævnt Emmas fødselsdag. Igen lød der skønsang fra morgenstunden af - en fantastisk tradition vi har fået stablet på benene. Dagen stod for mit og Malthes vedkommende på et par vandreture ned til BWT for at få styr på friugen. Det lykkedes da også Pierre at sammensætte en rigtig god plan for os alt taget i betragtning (læs: til trods for min efterhånden møg irriterende knæskade!!). Malthe og jeg skal simpelthen have fire overnatninger i Melbourne fra torsdag. Mens alle de andre tager nord på til Cairns og Great Barrier Reef, tager vi syd på. Malthe er så sød at holde mig med selskab, så jeg også får oplevet noget, når nu jeg ikke kan komme til Whitsundays, Fraser Island og andre mere eksotiske steder...

Om tirsdagen kom der sørme endnu en pakke fra verdens sødeste familie! Jubii. Det er virkelig dejligt at modtage pakker fra den anden side af Jorden. Især når den er fyldt med søde sager, som ikke fås, hvor jeg befinder mig. De andre kiggede da også sultent og længselsfuldt på mine salte fisk. Jeg kan kun sige, at jeg forstår dem fyldt ud - de er lækre. Og Haribo, Kinder samt Johan Bülow LOVE lakrids...jeg er fan!

Aftenen gik med pigehygge og Vampire Diaries marathon sammen med Siff. Møg hyggeligt. Vi havde slået lejr på drengenes værelse, da de både havde den største bærbar OG højtalere. Vi endte da også med at tilbringe onsdagen på mere eller mindre det samme. Dog fik vi også lige set Frozen indimellem alle afsnittene og Anders og Malthe deltog da også i vores marathon om onsdagen. Vi endte med at have set over halvdelen af anden sæson, så det... Denne serie kan virkelig anbefales - men pas på, man bliver virkelig afhængig!

Vores sidste aften i Byron gik som nævnt også med at se Vampire Diaries efterfulgt af hygge på værelset. Dette indebar frisk og saftig frugtsalat med hakket mørk chokolade og pakning af kuffert. Både Siff og jeg rejser videre torsdag, mens Cecillie og Malene bliver i Byron sammen med Isabel, Emilie og Louise.

Dejligt lige at komme lidt ned i gear, mens vi var i Byron. Nu er jeg så klar på at opleve lidt af sydkysten. 

Lots of love ♥♥♥

Down under

Sidste dag i New Zealand er nu overstået og det er blevet tid til at flyve til Australien. I første omgang skulle vi med bus tilbage til Christchurch. Se en kort video over transportruten her. På vejen til Christchurch smuttede vi lige forbi busterminalen og hentede mit kamera, som den sødeste Graham havde fået transporteret herop fra Glenorchy. Jeg er ham evigt taknemmelig sammen med de andre som har bidraget. Fantastisk service!

Fra Christchurch skulle vi flyve til Brisbane, som ligger på Australiens østkyst. Se en kort video af flyruten her. Både i Christchurch og Brisbane lufthavn var der en kørestol klar til mig og mit knæ. Tak Gouda - det gjorde det hele en del nemmere for mig. De andre hyggede sig vist også med at køre race med mig. Det var til tider med livet som indsats for mit vedkommende. 

Ikke nok med at Gouda havde sørget for to sæder til mig i flyveren, så var jeg da også blevet opgraderet - priority og det hele! Jeg fik simpelthen både mad i form af noget kylling med ris, lækker is og en cola samt jeg havde mulighed for at se film gratis under flyveturen. Intet er åbenbart så slemt, at det ikke er godt for noget. Yay!

Derudover er den australske lufthavns security slet ikke så slem som de får det til at se ud på tv. Jeg havde for meget alkohol med ind samt været i kontakt med farm animals - det eneste de spurgte ind til var, hvilket alkohol jeg havde med ind. Ikke noget med at kigge mine ting igennem eller lignende. Med hensyn til folks vandrestøvler spurgte de blot om de var snavsede. Igen ikke noget med at tjekke det igennem. 

Desværre kom Lauen til at gå ind i mit ben, så knæet knak tre gange (lidt a la når man knækker fingre). Ondt gjorde det i hvert fald og jeg endte med at gå tidligt i seng grundet voldsomme smerter og en knæ, der hævede op til i hvert fald dobbelt størrelse. Øv. 

I Brisbane boede vi på et møg fedt hostel med pool og det hele. Desværre havde vi kun to overnatninger her. Jeg skulle sove sammen med Siff, Sidsel og Nicoline. Vejret er fantastisk i Aussie, så vi fik alle nydt godt af poolen. Tirsdag prøvede jeg at gå lidt rundt i poolen og dermed træne lidt med knæet uden vægt. Det gjorde en smule ondt, men intet i forhold til hvad det gjorde dagen forinden.

Sidst på formiddagen tog Siff, Malthe og jeg en taxi ind til byen. Der er 15 minutters gang, men da jeg ikke rigtig kan gå, valgte vi at tage taxi. Her kiggede vi lidt butikker og spiste en skøn frokost. Vi spiste et sted, hvor de havde flere køkkener tilknyttet. Jeg fik noget thaimad med cashew, Siff fik pasta og Malthe fik den bøf, som han så længe har drømt om. 

Klokken 15 skulle vi mødes på vores hostel til et fotoshoot. Jeg blev fritaget for at deltage på grund af mit knæ og lagde mig derfor op til poolen og nød vejret. Til gengæld for vores deltagelse i fotohootet modtog vi 24 timers gratis wifi. Luksus! Så jeg fik da lige skypet lidt med mama og daddy derhjemme.

Malthe havde lavet pasta og kødsovs til mig og Siff til aften. Vi sad udenfor og spiste kun iført shorts og en top. Det er første gang vi har kunnet det på denne tur. Selv i Paihia blev vi nødt til at tage en tynd cardigan på om aftenen. Det er sjovt, som man ser den ene flagermus komme flyvende efter den anden...eller i hvert fald anderledes.

Alt i alt en rigtig hyggelig dag!

Næste dag, onsdag, stod i dyrenes navn. Turen gik mod Surfers Paradise, men på vejen skulle vi i Currumbin Wildlife Sanctuary. Dette er en zoologisk have med kun australske dyr. Her havde de heldigvis en kørestol til rådighed, som jeg blev kørt rundt i. En ganske spændende oplevelse at opleve dyrene fra de små børns perspektiv!

I første omgang fik jeg oplevet følelsen af at have en utrolig blød, levende bamse i favnen. Nurh. Jeg vil have en koala med hjem...eller 10! Hold nu op, hvor er de bare søde. De var uden tvivl også et stort hit hos hele holdet. Man kan da heller ikke andet end at elske disse små fine skabninger. Mon de ville opdage, hvis der pludselig manglede én???

Nå, men vi fik vandret lidt rundt i parken og kom blandt andet til en kænguru indhegning, som man kunne gå ind i! Jubii. Vi havde simpelthen mulighed for både at fodre og klappe de søde hoppende væsener. En af dem havde endda en lille kænguru unge i pungen. Åh, sådan en vil jeg også gerne have med hjem!

Der kommer lige en del billeder, fordi jeg simpelthen ikke kan bestemme mig... Enjoy!

Yderligere så vi et rigtig fint fugleshow, hvor vi blev præsenteret for en stor del af Australiens fugle. Alt fra farverige papegøjer til kæmpe ørne, samt ugler med store øjne og en pelikan. En pelikan er ikke ligefrem en lille fugl.... Wauw. Heraf fløj størstedelen henover hovedet på os alle. Man kunne ligefrem mørke luften fra deres vinger, når de kom flyvende. 

Efter showet var der mulighed for at holde en af ørnene, hvilket jeg selvfølgelig skulle prøve. Jeg skal lige love for, at sådan en ørn er ret tung at have på armen. Et virkelig flot dyr. 

Derefter var det blevet tid til at krokodillerne skulle fodres. Puha, hvor var de store. Efterfølgende var der mulighed for at holde en lille krokodille (bare rolig, den havde gabet bundet sammen). Krokodiller - de små i hvert fald - er nærmest helt bløde at røre ved. Say what? Unbelievable, I know.

Da vi havde brugt godt fem timer i parken, gik turen videre sydpå til Surfers Paradise - en by, der overraskede mig positivt. Se en kort video over transportruten her. Jeg havde nok forestillet mig noget a la et større Paihia og måske lidt mere hippie-ish. Men nej, Surfers Paradise er nærmere end storby.

Igen var der pool på vores hostel samt hot spa. Især poolen blev brugt flittigt, når folk ellers ikke var på stranden. I Surfers skulle vi ligesom i Brisbane overnatte to nætter.

Vores ene dag i Surfers blev for mit vedkommende brugt ved poolen. Formiddagen gjorde i hvert fald. Derefter gik (humpede med mine krykker) jeg med Christina ned i byen for at få ordnet negle i form af både mani- og pedicure. Ikke helt nemt, når jeg ikke kan bøje knæet, men det gik og mine negle blev rigtig fine. Nu havde jeg også snakket om at få dem ordnet i omkring to uger. Det var måske på tide.

Omkring solnedgang gik Malthe og jeg ned til stranden. What a view!  Jeg er helt tosset med Surfers. En skam vi ikke havde længere tid dér. Aftensmaden bestod af pizza, som vi nød udenfor på vores hostels terrasse. Her så vi både flagermus og et enkelt stjerneskud!

Lots of love ♥♥♥

Think fast

Tirsdag begyndte folk at komme hjem fra roadtrip. Selv pigerne (Siff, Rikke W., Rix, Cecillie og Malene) kom hjem i dag for at overraske mig. Så sødt! De købte endda pizza med hjem til mig fra Dominos. Altid dejligt med søde veninder, der tænker på en.

Trods lang ventetid fik jeg ikke rigtig spillet sims 3 på Rikke W.s computer, idet folk som sagt kom hjem - det var alligevel lidt mere spændende. Det lød til at de alle havde haft en rigtig hyggelig tur. Nogle byer/områder mere spændende end andre selvfølgelig. 

Onsdag morgen skulle jeg på hospitalet igen. Malthe tog med mig, eftersom Christina ikke var hjemme og derfor ikke havde mulighed for det. Pigerne brugte deres sidste dag med bilen på at køre et smut til Glenorchy, mens de andre hyggede derhjemme.

Lægen var positivt overrasket over hvor megen fremgang min albue havde gjort, men knæet var desværre ikke noget at råbe hurra for. Jeg skal beholde skinnen på de næste par uger, men skal lave bøje/strække øvelser, når den ikke er på. Derudover må jeg gerne prøve at støtte på knæet om en uges tid, så længe jeg beholder skinnen på til at stabilisere. Jeg fik en ekstra krykke med hjem, så jeg nu har to, der forhåbentlig snart kan tages i brug.

Vores sidste dag i Queenstown bød ikke på det helt vilde for mit vedkommende. Surprise. Jeg fik vasket tøj og pakket kuffert. Yderligere fik jeg lige sendt lidt tøj hjem til mama og daddy, da jeg havde lidt krise hvad angik plads i min kuffert...

Apropros krise, så fandt jeg da lige ud af, at hverken jeg selv, Cecillie eller Isabel havde mit spejlrefleks, hvilket betød, at der var glemt hos High Country Horses. Fuck. Christina blev sag på sagen med det samme. 

Fredag morgen gik turen igen nord på med kurs mod Kaikoura, som ligger på den østkysten af sydøen. Se en kort video over transportruten her. Desværre havde der netop været en cyklon nord for Kaikoura, hvilket medførte, at der ikke var noget strøm i byen og dermed heller ingen telefonkontakt. Det endte med at DSCs agent sørgede for at få os booket ind på et ret lækkert hotel i Christchurch. Her overnattede vi 30 mennesker, mens de sidste seks tog med vores buschauffør og hans kone og sov (der var ikke plads på hotellet, så vi skulle alligevel være blevet fordelt på to hoteller).

Vores ualmindelig søde buschauffør havde ikke bare sørget for logi til seks af os, han havde også arrangeret, at få mit spejlrefleks til Christchurch inden mandag. Han havde simpelthen snakket sammen med både High Country Horses og deres fantastiske netværk af buschauffører om at transportere det herop af inden vores afrejse til Australien. Respekt. Danskerne kunne altså lære lidt af kiwierne og deres venlighed. 

Den efterfølgende morgen havde vi fået grønt lys til at køre videre til Kaikoura. Vores delfinsvømning var desværre blevet aflyst, så da vi endelig kom frem stod den på hygge og afslapning. Der var både pool og hot spa på vores hostel, som flere nød godt af. Om aftenen legede vi varulv. Det er altså stadig en sjov leg.

Søndag morgen stod på hvalsafari. Der var voldsomme bølger, stadig grundet cyklonen og vi var da også en del, der endte med at blive søsyge inkl. mig. Jeg nød måske ikke helt så godt af turen, som nogle af de andre, men jeg fik da både set en hval, albatroser, delfiner og sæler. Ret sejt! Det var dog en stor lettelse, da vi endelig kom ind til land igen. Pyh. 

Om eftermiddagen var der nogle stykker, som var så heldige at have fået mulighed for at komme på delfinsvømning alligevel. Desværre lød denne tur til også at have været med ret voldsomme bølger, men umiddelbart det hele værd. Billederne er i hvert fald rigtig fine. 

Lots of love ♥♥♥

Mountain high, River deep

Det kan være svært at holde sig fra at gå op og ned, når vi bor på en bakke. Både i forhold til byen, men faktisk også i forhold til Hubben, hvor undervisningen foregår. Denne uge skulle vi lave persontypebestemmelser ud fra ennagrammet. Jeg er persontype 6, som er den loyale, planlæggende og til tider skeptiske person. Dette betyder ikke, at jeg umiddelbart ikke kan være spontan - det skal bare planlægges!

Tirsdag var der igen pakke hjemmefra. Jubii. Det er virkelig en dejlig overraskelse, når der kommer uventede pakker fra den anden side af jorden. Jeg har de sødeste forældre og i pakken lå der da også et brev fra den bedste storesøster. Lucky day!!! 

Tirsdag aften stod på biograftur med Pia (vores underviser), Cecillie og Søs. Vi skulle ind og se Captain America. Drengene har virkelig valgt den forkerte film fra. Den var faktisk rigtig god og kan klart anbefales. Uden tvivl bedre end de to andre, jeg har det hernede...men der skal selvfølgelig heller ikke så meget til.

Med hensyn til mit knæ begyndte det at drille mig onsdag idet det begyndte at knække indeni det. Lidt ligesom når man knækker fingre, hvis man blot lige tilføjer lidt smerte samtidig. Jeg endte i hvert fald hos lægen igen. Denne gang fik jeg at vide, at jeg formentlig har forstrukket senen på indersiden af knæet, som er forbundet til menisken.

Inden jeg nåede til lægen snuppede jeg lige Ledge Bungy på 47m. Dette bungy er placeret over Queenstown. Her er der mulighed for freestyle, da man er spændt fast rundt om livet i stedet for om anklerne. Jeg valgte at blive kastet ud. En virkelig uhyggelig og vild oplevelse!! Glæd jer til videoen. Jeg lægger vist ikke skjul på min krise... Men sjovt var det. 

Lægen sagde yderligere, at jeg godt måtte tage på heldagsridetur torsdag og gav mig en skriftlig lægeerklæring om ikke at springe Nevis Bungy (New Zealands højeste) på 134m fredag samt nogle nye piller. Disse piller minder om morfin og jeg bliver derfor godt døsig af dem.

Efter mit Ledge Bungy fik jeg mig min første Ferg Burger. Puha, det havde været meget farligt, hvis jeg havde smagt sådan en tidligere - de er virkelig gode! Jeg begynder at forstå den urimelig lange kø, der er. 

Anyway jeg tog på heldagsridetur med Christine, Cecillie og Isabel torsdag morgen klokken 0800. En rigtig hyggelig tur, som startede ret dramatisk ved at en flok heste kommer tordnende imod os. Der er kun ryttere på 2 ud af 5 heste, hvoraf den ene rytter falder af ved os. Vores heste holdes i ro og vi får tilset den faldne rytter, som er blevet ramt i hovedet under sit styrt. Hun bløder voldsomt fra øjenbrynet, men har det under omstændighederne godt. Vi får en bil til at samle hende op, hvorefter vi kan fortsætte vores tur. 

Jeg red på en smuk broget vallak ved navn Riley. Han er syv år gammel og derned en af de yngre heste på stedet. Under vores ridetur rider vi både gennem vand og skov samt op og ned ad bjerge. Naturen er utrolig smuk og det er fantastisk at opleve den fra hesteryg.

Desværre endte både Christina og jeg med at falde af. Christinas hest blev forskrækket idet en meget lavthængende gren knak, hvorefter den tog et galopanspring. Christina faldt af i farten og hev endnu en gren med sig i faldet. Heldigvis faldt hun af ét af de meget få steder, hvor der var græs under os istedet for sten.

Jeg derimod faldt af i skoven på en bjergside i fuld galop inkl buk op ad en bakke. Der blev ikke sparet på noget. Riley havde været rigtig sød og var det da også igen bagefter. Han brød sig bare ikke om at Mooch (Isabels hest), som var lavere i hierarkiet, overhalede ham. Jeg tog fra med mit dårlige knæ og albue. Da vi ikke kunne komme længere væk fra basen end vi var på daværende tidspunkt, var jeg nødt til at ride videre i tre yderst smertefulde timer. Herefter blev jeg hentet i bil og kørt tilbage til basen, hvor jeg fik is på både knæ og albue samt en cola.

Efter en times kørsel nåede vi endelig til Queenstown. Jeg var lidt for optimistisk, da jeg satte kurs på biografen med de andre. Planen var at vi skulle se Divergent, men i stedet endte jeg på hospitalet. Her fik jeg en slynge til armen, gips om hele venstre ben samt besked om at komme igen dagen efter til røntgen. 

Fredag stod derfor også på en tur på hospitalet. Her fik jeg taget røntgen af både albue og knæ. Jeg har heldigvis ikke brækket noget, men har formentlig klemt, slået en flig af eller lignende af den lille knogle i armen/albuen. Knæet var så ømt, at lægen ikke havde mulighed for en optimal undersøgelse. Jeg skal derfor tilbage på hospitalet på onsdag til endnu en omgang røntgen og en ny undersøgelse. Fint skal det være. Jeg fik en fin skinde på som jeg også skal sove med for at holde mit knæ i ro. 

Hjemme på værelset lå der et brev fra mormor. Yay! Det havde jeg på ingen måde regnet, så det var en rigtig dejlig overraskelse. Brevet må dog først åbnes den 27/4.. Spændende!

Fredag aften stod på byen med det andet hold for de flestes vedkommende. Jeg blev dog hjemme og hyggede sammen med Cecillie og Ida. Jeg går ligesom ikke så langt med det her knæ, så mulighederne var begrænsede anyway. 

De fleste tog på roadtrip i løbet af lørdagen. Det skulle jeg også have været, men det var desværre ikke helt så realistisk på grund af mit knæ og albue. Jeg tilbringer derfor friugen alene hjemme. Pisse hyggeligt.... Jeg endte derfor med at overnatte hos Christina fra lørdag til søndag. Om søndagen kom Jacob, Anders og Malthe hjem og overnattede og Emil kom hjem fra Christchurch. 

Christina, Malthe, Emil og jeg tog i biografen søndag aften for at se Divergent, når nu vi ikke fik den set i torsdags. Jeg endte med at sidde på gulvet, da det var mest behageligt for mit knæ. Filmen er ikke nær så god som bøgerne, men hvor mange film er egentlig det...?

Drengene tog afsted tidligere i dag, mandag. De var dog så søde at sørge for aftensmad til mig inden de smuttede i form af pasta med kødsovs, som blot skulle varmes. Dejlige drenge!

Igen var jeg alene hjemme. Jeg har fået størstedelen af mandagen til at gå med Game of Thrones og nu ser jeg Disneys Løvernes Konge. Samtidig kæmper jeg en hård kamp for at kunne se The Vampire Diaries og spille Sims. Det er desværre lettere sagt end gjort. 

Jeg gør små fremskridt med armen, hvilket umiddelbart er mere end hvad jeg kan sige om mit knæ på nuværende tidspunkt. Jeg kan strække og bøje armen forholdsvis meget, men endnu ikke vride den. Hvad angår mit knæ kan jeg bøje det en smule, når skinden ellers ikke sidder på, hvilket kun er, når jeg sidder på en stol i badet.

Jeg savner de andre og keder mig ulideligt meget. Jeg føler mig faktisk en smule ynkelig, men det er fandme også dårlig planlægning fra min side det her. Undskyld sproget, men det er altså virkelig deprimerende. Øv. Jeg tæller nærmest minutter til, at der kommer nogen hjem fra Unit R!

Lots of love ♥♥♥

Routeburn Track

Weekenden stod for fleres vedkommende på to dages vandretur i form af Routeburn Track. En rute der strækker sig 32 km op og ned af bjergene via skovlandskaber fyldt med store og små vandløb samt fine rislende vandløb. Det var, som at gå i et eventyrland med alfer og feer - magisk. Jeg forstår godt, at Christina anbefaler turen så kraftigt. Vi fik virkelig oplevet New Zealands natur på tæt hold. Ruten var ikke nær så markeret, som da vi gik Tongariro Crossing, hvilket betød, at vi nogle steder nærmest skulle klatre på klipperne for at komme fremad. 

Lørdag formiddag bød på lidt regn og en hel del tåge. Dette gjorde oplevelsen en smule anderledes - nærmest mystisk - end hvis der havde været sol fra en skyfri himmel. Jeg fulgtes med Malthe, hvilket var ganske hyggeligt. På et øjeblik forsvandt tågen. Det var mærkeligt at gå fra ikke at kunne se sin hånd for sig til pludselig at kunne se store bjerge med snebeklædte tinder. Så flot.

Glæden var stor, da vi langt om længe fik øje på Mackenzie Hut, hvor vi skulle tilbringe natten. Vi endte dog begge med at få dejavu til Tongariro Crossing, idet vejen lavede zigzag hele vejen ned. Det der med at kunne se målet, men ikke rigtig føle, at man kommer nogen vegne - jeg er virkelig ikke fan. Det er tarveligt, at være så tæt på og alligevel så langt fra. Vi nåede endelig frem og havde dermed tilbagelægge de første omkring 20 km af vores i alt 32 km vandretur. Hell yeah.

Vi var de første der ankom og omkring ti minutter senere ankom de næste allerede. Efter at have siddet i noget der minder om tyve minutter begyndte mit knæ at gøre ondt. Crap. Som aftenen skred frem gjorde mit knæ ikke just mindre ondt og det begyndte da også at hæve op. Typisk. Desværre er den eneste vej ud af Routeburn at gå... Jeg hvilede mit knæ og endte med at gå tidligt i seng. Vi sov i en hytte med 8 firemandssenge. Der var intet lys i hytten udover de lommelygter, som folk havde medbragt og der var derfor heller ikke det helt store at foretage sig efter mørkets frembrud. Jeg tror derfor ikke, at jeg gik glip af det helt store. De andre gik i hvet fald i seng kort tid efter.

Næsten morgen stod vi tidligt op. Alarmen var sat til 07:30, svarende til 08:30, idet New Zealand er gået over til vintertid. Det er lidt mærkeligt at tænke på, når Danmark gik til sommertid i sidste weekend. Der er derfor nu kun 10 timers tidsforskel i stedet for de tidligere 11 og 12 timer. Malthe og jeg til forholdsvis tidligt afsted fra Mackenzie og mod The Divide. Skiltene påstod, at turen ville tage omkring 4 timer, men når jeg nu skulle halte hele vejen, valgte vi at tage tidligt afsted. Det var godt nok nogle lange og yderst smertefulde timer, som jeg gik i møde. Malthe var rigtig sød og støttede mig hele vejen, og da Jonas undervejs overhalede os, var han så skøn at tage min rygsæk, så jeg ikke skulle slæbe på den. Dejlige drenge. 

På turen til The Divide kom vi forbi adskillelige vandfald. Det var hovedsageligt Earland Falls, et vandfald på 174 meter, der fangede vores opmærksomhed. Ved foden af vandfaldet var en smuk lille regnbue, som gjorde det virkelig eventyrligt. Her holdte vi vores eneste rigtige pause på turen og fik lidt mad indenbords inden turen igen gik videre. Grundet mit knæ og dermed mit ikke så hurtige tempo, var det lidt begrænset, hvor mange pauser vi kunne tillade os at holde. Eller sådan følte vi det i hvert fald. Desuden gjorde det også ondt, når jeg sad stille, så så en hel del frem til at nå The Divide og dermed få ro til knæet. 

Omkring 15 minutter inden målstregen falder Ida og slår hovedet lige ved øjenbrynet. Ikke nok med at hun slår hovedet, så slår hun også både skulder og det ene lår. Med andre ord har hun slået hele højre side af kroppen ret voldsomt. Nogle af os nåede en tidligere bus fra The Divide, men endte så med at skulle tilbringe to timer i Te Anau. Her skulle vi vente på den bus, som de resterende kom med, for derefter at blive kørt til Queenstown. Da vi ankom til Queenstown sendte Christine hurtigt både mig og Ida til lægen. Forsikringen bliver simpelthen så glad for mig! Jeg har fået lavet mig en voldsom overbelastning af mit venstre knæ og skal nu holde det i ro de kommende tre-fire dage. Når dette er sagt, så må jeg stadig gerne lave bungy og ride. Jeg skal blot holde mig fra trapper og bakker samt generelt holde mit knæ mest muligt i ro og dermed gå minimalt. Ida skal til lægen igen i morgen for at få taget røntgen af sin skulder. Vi håber på det bedste. 

Lots of love ♥♥♥